Ramslands ramsaltede røverhistorie

Ja undskyld overskriften, men jeg kunne ikke lade være. Til sagen: Skal det være røverhistorier, skal det den ondenlyneme være nogle ordentlig nogen af slagsen. Men hvad kendetegner en god røverhistorie? Det kan man sagtens tænke lidt over, mens man funderer over Den Danske Ordbogs definition: ”Spændende, men usandfærdig eller overdreven fortælling eller beretning”. Det lyder tilforladeligt, så lad os blive ved det, mens øjet forgæves søger at se bort fra ordbogens andre forslag, der begynder med røv. Røvballegardiner for eksempel, men det er der ikke meget af i den røverhistorie, jeg lige har læst.

Til gengæld er der så meget andet. Vi taler nemlig om Morten Ramslands nye roman med det meget enkle navn Æg. Det er en tempofyldt fortælling om en fattig familie på Fyn i Middelalderens Danmark. Det særlige ved familien er, at den ydmyge kvinde Tora pludselig bliver gravid med ingen anden end Kong Erik den 6. af Danmark, i romanen også kaldet Hr. Gulerod og Menved-Abekat-af-Danmark, så er tonen lissom slået an.

Toras mand Thord har i årevis prøvet at gøre hende frugtsommelig, men uden held. Pludselig kommer denne Erik Menved, også kaldet sagnkonge, galopperende med sine følgesvende, og en af dem falder i et muldvarpehul, som Thord har gravet. Det får hele forsamlingen til at stoppe op, og det lykkes den lille familie at lokke kongen ind i huset, hvor Tora i al hast har forberedt sig på at forføre kongen, så hun endelig kan blive gravid med et mandfolk, der har andet end mosevand i bollerne.

Forsøget lykkes, måske mere end lykkes, for da Tora føder sit uægte kongebarn, er der ekstra gevinst med: Et guldæg i en moderkage for sig. Ægget bliver naturligvis betragtet som en stor skat og en gave fra de højere magter, og derefter går det ellers over stok og sten. Ramsland ruller en fantastisk historie ud om primært tre generationers liv i medgang og modgang med ægget. Det hele er pakket ind i en nutidig ramme om en dreng, der oplever at drukne og være ved at blive kvalt i en mose. Det har forbindelser til en af de andre historier i Æg, nemlig at et barn kastes væk på møddingen, fordi det er vanskabt og derfor skal gives tilbage til sin ellemor, der formodes at have have født det. Barnet er med andre ord en skifting.

Romanens omdrejningspunkt er selve det at fortælle historier, for uden historier ved vi ikke, hvem vi er, som det hedder et sted. Selve indholdet i Æg er en god historie om verdensbilledet hos en familie i Middelaldrenes Danmark, deres kampe mod fattigdom og dermed deres inddragen af guder og det, som de fleste i dag ville kalde overtro. Det minder mig om en anden god røverhistorie, nemlig den at Kong Harald kristnede Danerne, som der står på den verdenshistoriske runesten i Jelling. Da kirken blev renoveret i år 2000, blev begivenheden endda mejslet ind i en sten på kirkegulvet: På dette sted blev Danmark samlet og kristendommen indført. Men som mange historikere påpeger, var det mere af navn end af gavn. Kristendommen blev indført i Danmark som en beslutning på statsniveau, men der gik mange år, før danskerne som sådan blev kristne. Mange blev det aldrig.

Den slægt, vi møder i Æg, har da også et noget tvivlsomt forhold til kristendommen. Den tror på det over- og underjordiske, på forsynet; kristendommen og præsterne er blot en del af de højere magter, og i virkeligheden er slægten mere tilbøjelig til at tro på folketroens overlevering. Det giver nogle fantastiske historier, for eksempel den om den unge kvinde i huset hos den sure præst. Han er en rigtig tyran, men hun formår at blødgøre hans jernhjerte gennem kærlighed og sex. Der udspiller sig kostelige scener, hvor hun udfører sine sortekunster så som at proppe fisk op livet på sig selv (for nu at udtrykke det mere høvisk end i romanen, hvor der på ingen måder bliver lagt fingre imellem), hvorefter hun serverer dem for præsten. Det mest hjertelige ved den historie er, at præsten faktisk opdager hendes forehavende – men vælger at ignorere det, da han egentlig bedre kan lide sig selv som et godt menneske end som den tyran, han engang var. I øvrigt får han kærlighed ud af det, både på den ene og den anden måde, og så må Herren vel se gennem fingre med sortekunsterne.

Her er vi nok inde på Mortens Ramslands morale med denne roman: Det gode i mennesket vinder over det onde, uanset om de højere magter er hedenske eller religiøse. I virkeligheden betyder det ikke så meget – selv ikke for en præst – om man tror på det ene eller det andet. Livet handler for det første om at overleve, dernæst om at få det bedst mulige liv, og til det formål bruger man de kristne eller hedenske gerninger, der fungerer. Præsten kan prædike nok så meget, men hvis det giver mere mening at udføre hedenske ritualer, så gør man naturligvis det.

Og hvilke ritualer! Hvilke historier diverterer Ramsland os dog ikke med i denne roman, der får selv det mest usandsynlige til at virke ganske tilforladeligt. Fortolkningen af historien er altid til debat, ganske enkelt fordi den er præget af den tid, som folk lever i. En given nutid vil altid søge at pådutte fortiden sit verdensbillede, og der er altid debat om det. I vore dage står historietolkningen mellem det nationalkonservative og det internationale, hvem er egentlig disse danskere? Spørgsmålet er umuligt at besvare entydigt, da det nu som dengang i Middelalderen handler om, hvem der får mest held med sin tolkning og dermed vinder ”folks sjæle”, som det hedder.

I Morten Ramslands nye roman findes der ikke nogen nationalstat af betydning. Der er en kongeslægt, som sætter sine spor, men den bliver kaldt sagnkongerne, for tror folk i virkeligheden på, at de findes? Det er helt sikkert, at der fandtes en Kong Menved Abekat, for han besvangrede Tora dengang; og det er også helt sikkert, at der findes et guldæg med magiske inskriptioner, for det har slægtens ældste set med egne øjne. Hvad er fiktion og hvad er virkelighed? Det spørgsmål optager mange litterater i dag, og det er en stor del af den offentlige litteraturdebat at finde ud af, om en given bog er sand, hvilket vil sige en sand beretning, hvilket vil sige at forfatteren ikke, som han eller hun ofte hævder, bare er fuld af gode historier, hvis nogle andre her i gennemsigtighedens tidsalder finder elementer, som de genkender fra deres egen personalhistorie med forfatteren.

Men med Æg har vi fået en rigtig røverhistorie om almindelige mennesker i middelalderens Danmark, deres liv, tanker og tro. Det er en god, gammeldags roman – ingen litterater har mulighed for at smide en autofiktiv dagsorden ind her. Sjovt nok virker romanen alligevel ganske realistisk i al sin sagnomspundne virkelighed. Meget af dette kunne være sket. Det er den slags, som god fiktion kan: Skabe en virkelighed ud af en røverhistorie.

Æg er nok Morten Ramsland bedste roman til dato. Hans debut, Hundehoved, var på mange måder også en fantastisk slægtsroman, men den efterlod mange løse ender, som man måtte acceptere. Med Æg binder han det hele sammen og skriver desuden så veloplagt, at man ærgrer sig over, at dette ord bliver brugt lidt for ofte. Det er ganske tydeligt, at Ramsland nyder at fortælle denne historie – han har ganske enkelt siddet og klukket af grin undervejs. Den slags går lige i læseren – på samme måde som når man mærker, at det har være en kamp for forfatteren at skrive en given bog, fordi det var for tæt på nogle personlige brændpunkter. Det kan der komme storartede resultater ud af – men Æg er en helt anden slags fortælling. Som sagt: En sand røverhistorie og måske endda noget af det tætteste, vi er kommet en beskrivelse af almindelige mennesker i middelaldrens Danmark. Hvem ved?

Illustration: Mosekoneskulptur i Flamingo Naturpark ved Vemb

Erlings mytiske fortabelse

Erling Aunslev er international ekspert i beskrivelser af tidlig kristen billedkunst. Og nu er han taget til Rom for at beskrive en hidtil ret upåagtet billedfrise nede i en af Roms utallige katakomber.

Sådan er anslaget for Bo Reinholdt nye roman, Kore hedder den, det græske navn for ung pige. Men også navnet på frugtbarhedsgudinden Demeters datter, som blev bortført af Hades til Underverdenen, men hentet tilbage fordi Demeter ellers ville lægge jorden øde. Uden frugtbarhed, ingen verden. Frugtbarheden besejrer selv døden.

Det er altid  med en smule ængstelse, at man refererer til den græske mytologi, der senere blev overtaget af romerne. For hvad ved folk egentlig om hele denne mytologiske verden i dag? Det bliver hurtigt til noget indviet stof for ældre mennesker – og ganske få yngre – der har studeret det på universitetet. Den tid er for længst forbi, hvor man ikke kunne forlade gymnasiet uden at have terpet Odysseen og Ovids Metamorfoser.

Hele den viden behøver man heldigvis heller ikke for at blive forført af handlingen i Kore, der i bund og grund handler om en midaldrende mands fortabelse i en ung kvinde. Et par dage efter vor hovedperson Erling Aunslev er begyndt med sine billedregistreringer i katakomberne, møder han Kore lyslevende på en plads i Rom. Dér står hun som en af de utallige forklædte menneskestatuer, der er blevet så udbredte i europæiske storbyer. Kores hensigt er naturligvis at lokke penge ud af turisterne, og i begyndelsen er Aunslev da også noget irriteret på hende. Hvad er nu det for noget fjas? Men ganske hurtigt bliver han selv draget mod hende – ikke mindst fordi hun deler digte ud til dem, der giver hende en mønt. De kan lyde sådan her:

Store moder, vær med os
Når vort lysår brænder ud
Af overmættet kærlighed
Under dine vinger
Og ved dit bryst
Kan smerten godt begynde
Alt sit væsen

Aunslev forstår intet, hverken digtene eller sin egen dragning. Men selvfølgelig tilbringer han hurtigt alle sine eftermiddage med at betragte Kore, mens han slapper af på pladsen efter sine beskrivelser af malerierne i katakomberne. Hans oprindelige afstandtagen til turistfælden er for længst væk, Kore har draget ham med sine bevægelser og sin mimik. Det er den ældgamle historie om mandens fortabelse i det kvindelige mysterie, som Bo Reinholdt her genspiller. Men det er ikke kvinden som lokkedue, og han er ikke Odysseus, der må bindes til masten for ikke at give efter for sin forførelse. Det er manden, eller mennesket, fristes man til at sige, der efterhånden lader sine parader falde og dermed giver sig selv tilladelse til at gå ind i et rum og en stemning, som han bliver nødt til at udforske.

Naturligvis sker det uundgåelige: Den ellers så stringente Aunslev bliver mere og mere ligeglad med sine registreringer og beskrivelser. Alt dette er noget ydre, et fag han behersker til fuldkommenhed, men det er isoleret både fra ham selv og maleriernes væsen – ligesom efterhånden hans kone, der sender ham sms’er og kun får ligegyldige svar retur. Hele den genkendelige verden i Aunslevs indre falder stille og roligt fra hinanden til fordel for at opklare mysteriet om Kore: Hvem er hun? Hvem er han selv?

Derefter lægger romanen ellers fra land i et mysteriespil, der ikke er væsensforskelligt fra Herman Hesses berømte fortabelsesroman Steppeulven. Aunslev bliver slugt af sin egen fortabelse, hans kolleger begynder at undre sig, men det er Aunslev ligeglad med. Han bliver nødt til at løse mysteriet om denne kvinde og det liv, som hun indgiver ham. Han begynder at forfølge hende, farer vild, mister hendes spor og begynder at møde andre mennesker, som udmærket godt ved, hvad fortabelsen i mysteriet indebærer: Man må miste sit gamle jeg for at erkende det nye, man kan ikke spille på begge heste på en gang. Sådan leger det guddommelige ikke med os mennesker, det er derfor, at vi kalder det guddommeligt. Liv og død er kun et åndedræt fra hinanden i det store spil om enhver, for nu at tage titlen på en anden af den europæiske kulturs store bøger, når det handler om vores sjæle og bevidsthed. 

Som nævnt er den mytologiske figur Kore, i den græske udgave af mytologien kaldet Persefone, datter af selveste frugtbarhedsgudinden Demeter. Derfor bliver hun også attrået. Mytologiens Kore bliver bortført af Hades ned til Underverdenen, ligesom Aunslev er fanget i sine underjordiske katakomber. Kore bliver først sluppet fri – af Zeus, ingen andre kan gøre det – da hendes mor nægter kornet at gro og dermed truer menneskehedens eksistens. I både antikkens Grækenland og Rom blev Kore og Demeter dyrket i hemmelige kulter, i dag kendt under navnet De Eleusinske Mysterier. Hvad de egentlig gik ud på, er der ingen, der ved. Men man kan sagtens forestille sig, at det var det samme, der stod på spil for folk dengang som i Reinholdts roman: Mandens fortabelse i det kvindelige mysterium og kvindens rolle som forløser.

Man kan opfatte mysteriemyten alt efter hvem man er. Det er grundessensen i enhver god myte. Man får nogle grundrids, der virker genkendelige, men derefter er det op til en selv at fylde myten ud med sin egen person. En myte går os klogere på, hvem vi er som menneskeligt fællesskab, men også den enkelte bliver klogere på sin egen individualitet. En god myte ophæver skellet mellem det alment menneskelige og den enkelte. I bund og grund er det derfor, at alle religioner stadig aktualiserer alle disse myter. Myten er transcenderende, det er menneskets overvindelse af sig selv – og den symboliserer altid, at der er noget i den enkeltes liv, der ikke er blevet aktualiseret, virkeliggjort. Derfor er det også en farlig leg – og alt andet end en leg. Fortabelsesmyter er blodig alvor.

Det er Bo Reinholdts fortjeneste med denne lille roman, at han gennemspiller denne myte med noget så hverdagsagtigt som en billed- og registrantnørd ved navn Erling. Der er sgu ikke meget mytisk over sådan et hverdagsnavn. Men når Reinholdt kobler denne – vel i sin enkleste form banale – historie op på De Eleusinske Mysterier uden egentlig at gøre noget større væsen ud af det, viser det at myter ikke er noget, som nogle for længst afdøde folk engang troede på, men at det er det samme stof, som vi mennesker er gjort af dengang som nu. Og at stoffet altid rummer mulighed for forandring, hvis man åbner sig over for det ukendte.

Tilmed kommer der en enkel og god historie ud af det. Kore er spændende på samme måde som en klassisk amerikansk thriller. Man ved, hvad der sker, men man skal alligevel se den til ende for at blive bekræftet i sine formodninger, og mere eller mindre ubevidst bliver man selv helten i dramaet. I øvrigt bygger klassisk filmdramaturgi stadig på Aristoteles’ dramaforløb som beskrevet i hans Poetik, så heller ikke der er der meget nyt under solen. Men hvis man som læser kan sætte sig selv i Erling Aunslevs sted – og hvilken mand kan ikke det – leger Bo Reinholdt godt og grundigt med den dragende fortabelse hen mod et nyt liv i samme jordiske gevandter.

Men hvordan ender det med Erling og Kore? Det vil være lidt tarveligt at afsløre her, så læs selv romanens 120 små sider. Forlaget hedder Escho og er et af landets mange, spændende undergrundsforlag.

Illustration: Ludwig Tiecks statue af Persefone.

Sidste (fransk)mand lukker og slukker

”Tåberne har stadig travlt med at forsvare skolen eller det sociale system. Behøver arbejdsløse at kunne læse i deres fritid? Den gamle verden er slut. Hvorfor uddanne folk der ikke længere er brug for på arbejds-
markedet? Næste gang der bliver brug for de europæiske befolkninger, bliver det for at gå i krig. Ingen behøver litteratur eller musik for at gå i krig. Dét er noget der kunne sætte gang i økonomien igen. Men højtuddannede arbejdsløse – ærligt talt, det er jo nonsens. Folk tror at dem på Børsen sidder og holder øje med protestbevægelserne – tror de virkelig at det rører finansverdenen at nogle mennesker ikke har råd til det daglige brød? Sådan har det altid været. Det er hårdt. Sådan er krig.”

Velkommen til en beskrivelse af verden af i dag. Afsnittet herover findes i franske Virginie Despentes’ (billedet) roman Vernon Subotex 1, der udkom på dansk her i vinter. Det er ret fristende at kalde romanen for en stor, europæisk samtidsroman, en illusionsløs beskrivelse af et samfund og en civilisation af i går, som er her og nu; et Europa der ikke bare knager i fugerne, men er gået op i limningen. Hele den stolte humanistiske tradition og tænkning, der blev knæsat efter Anden Verdenskrig, eksisterer kun som et fantom oppe i hovedet på de venstreorienterede og de anstændige borgerlige, som der bliver færre og færre af. Det er romanens gennemgående pointe, og den biver banket ud, som man smeder et sværd.

Vernon Subotex er romanens hovedperson. Han er i slutningen af fyrrene, og han har siden han var 21 været indehaver af en pladebutik i Paris. En flink fyr som man nu engang skal være, hvis man vil have sådan en butik til at løbe rundt, og det gjorde den i mange år – lige indtil Napster og alle de andre onlinetjenester begyndte. For godt nok er Vernon en flink fyr, men det der med det proaktive er ikke hans stærke side. Da han indså effekten af den teknologiske udvikling, var det for sent, og så hjælper det ikke, at man er god til at lægge damer ned, er ekspert i musik eller god til at vende det døve øre til folks snak om alt muligt.

Vernon må lukke sin butik, Revolver, men det får ham ikke til at ændre drastisk på noget som helst. Han har masser af plader, som han kan sælge på Ebay, og således går der et par år med stille og roligt at udrydde al egenkapitalen, indtil han en dag bliver sat på gaden. En af hans gamle venner – den kendte rockstjerne Alex Bleach – har længe betalt hans husleje, men da han pludselig dør i det så klichéfyldte badekar, er der ingen vej tilbage for Vernon. Han bliver smidt ud med sine eneste tilbageværende egendele i en taske. En del af indholdet er tre videobånd, som Alex Bleach har optaget med sig selv et par nætter, hvor de to har indtaget lidt for meget kokain og Vernon er faldet i søvn.

De optagelser er der mange, der er interesserede i. Hemmelige optagelser med en afdød rockstjerne? Pludselig sætter jagten på den hjemløse Vernon Subotex ind, og det er her, at romanen finder sin motor. Vernon gør som så mange andre, der bliver smidt ud, han opsøger gamle venner og bekendte med en dækhistorie om, hvorfor han har brug for at være der et par dage, overnatter midlertidigt her og der mens folk i film- og musikmiljøet prøver at finde ham.

I den skæbnefortælling møder vi et hav af forskellige folk fra dagens Frankrig, eller dagens Europa, kan man også sige. For godt nok er det en meget fransk roman, men så stor forskel er der heller ikke på de europæiske lande i det globale karrieresamfund. Vernon har i årevis befundet sig i sin egen lille lomme, hvor alt nok skulle gå, og hvor der stadig var en status i at befinde sig uden for det etablerede samfund, men den slags sluttede for 10 år siden. I dag skal man have økonomisk succes, også som rockstjerne eller hvad som helst andet, ellers er man bare en taber.

Det er et noget broget persongalleri, vi møder blandt Vernons venner og dem, der leder efter ham. Der er gamle kærester, der stadig jagter en drøm om kærlighed, der er gamle venner, der har måttet affinde sig med parforholdets forbandelser, fordi de ikke selv slår til succesmæssigt, der er tidligere pornostjerner og filmproducenter, børsspekulanter og Facebookspoilere, der lever af at svine andre til på bestilling. På den led bliver romanen et samtidsbillede af den  kreative klasse i dagens Frankrig. Det er ikke kønt. Det er alles kamp mod alle, hyklere, fedterøve og opportunister i hobetal.

Det kan selvfølgelig blive for meget. Som læser føler man sig ofte lettere overfodret af al denne kynisme og totale nedskrivning af alt, hvad der er rent, ædelt og fint. Men på den anden side er forfatteren Viginie Despentes så præcis i både sine personskildringer og samfundsbeskrivelser, at det bliver uafviseligt. Det er sat på spidsen, men Despentes har sine observationer og sit klarsyn i orden. Det er umuligt at afvise Vernon Subotex som en parodi, dertil er den alt for rammende. Og det moderne, multikulturelle Frankrig ligger som en makronbund over det hele – en heksekedel af had, modsætninger og vold midt i drømmen om det gode liv og kærligheden.

Det er Tiderne Skifter, der udgiver trilogien om Vernon Subotex. På dansk er der foreløbig kun kommet første bind, der blev udgivet på fransk i 2015. Kort tid efter kom bind 2, og bind 3 forventes her inden sommer 2017. Og som altid med den slags: Vil jeg læse bind 2, når det kommer på dansk? Svaret er ja, for godt nok er det en hård omgang, en slags Houellebecq på speed og Celine i nutiden, men ... det er også herligt befriende at møde 47-årige Virginie Despentes illusionsløse dystopi og hendes persongalleri. Der bliver ikke givet ved dørene, og Despentes skriver som en helhest i frontalangreb.