Fortabt i prekariatet

Prekariatet (af engelsk: precarious – uholdbar, prekær) består af de millioner af mennesker, der må føre en usikker tilværelse uden nogen egentlig identitet på arbejdsmarkedet og nøjes med lave og flygtige lønninger uden medfølgende sociale ydelser, hvis de da ikke må leve i afhængighed af overførselsindkomster og velgørenhed. – Guy Standing.

Jeg har svært ved at finde ud af, om Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman Leipziger Tagebuch er virkelig god eller noget værre bras. Den handler egentlig ikke om andet end en ung kvinde ved navn Frida, som rejser til Leipzig og møder nogle ligesindede, der drømmer om at være eller blive kunstnere.

Der sker ikke meget i romanen. Frida og hendes nyfundne tyske venner farter rundt i Leipzig og laver noget kunst hist og her, ingen har fast arbejde, alle boller på kryds og tværs og tager lejlighedsvis MDMA. De har nogle udflugter til forskellige byer i det gamle Østtyskland, hvor de møder nogle ældre tyskere, der har et liv bag sig. Et rigtigt, autentisk liv i modsætning til de unge i kunstnergruppen. Men ingen af møderne med det gamle Østtyskland eller folk i øvrigt bliver foldet ud, det bliver til en række glimt, der ikke er en del af romanens motor. Den har ikke nogen motor. Sådan er det også med den kunst, de unge fremstiller, drømmer om eller deltager i, der er ikke noget, der hænger ved, alt er bare sådan noget, de går rundt og laver, fordi de er kunstnere – hvilket romanen ikke sætter spørgsmålstegn ved.

Hovedpersonen Frida kalder sig selv ”en slags freelance kreativ iværksætter”. Nærmere kommer vi det ikke, og hun iværksætter heller ikke noget som helst. Hun flyder med, fordi hun håber på, at der en dag sker et eller andet. Hun er nogenlunde så lidt iværksætter, som man kan være. Hun har ingen holdbare ideer eller visioner, intet drive.

Som sagt, det er en mærkelig roman. På en sær måde minder den mig mest om Peter Seebergs berømte debutbog Bipersonerne om en gruppe unge tvangsarbejdere i Tyskland 1943. Her sker der heller ikke meget, det er den samme viljesløshed og afmagt, vi møder. Men der er dog en fremadskriden i handlingen, efterhånden som de allierede bomber sig vej ind i Tyskland. Bipersonerne bliver tvunget til at finde en mening og et nyt liv.

Der sker ikke noget lignende i Leipziger Tagebuch. Mod slutningen skriver forfatteren sin hovedperson hen mod en slags fremtid, men det lugter slemt af endnu en konstruktion, endnu et håb om, at noget vil vise sig. Som læser tror man ikke en bjælde på det. Der kommer ikke til at ske noget som helst i Fridas liv, før hun får et ordenligt spark i røven – men hvem skulle give hende det? Hvem orker?

Det interessante ved romanen ligger i læserens egen bevidsthed: Hvordan skabes et menneske som Frida, der helt åbenlyst ikke er alene, men deler skæbne med mange andre unge studerende og løsarbejdere i den sociale gruppe, der kaldes prekariatet. Gruppen er kendetegnet ved ikke at have fast arbejde og heller ikke mulighed for at se frem til et. Der er masser af den slags folk i København, der har det som Frida: ”Man måtte have noget, der var ens eget, eller gik man til”, som det hedder i romanen blandt Fridas mange selvrefleksioner. 

Fridas ræsonnement er følgende: De studerende, der virkelig prøver at gøre alt det, som samfundet har sat op, den lige vej, studiejobs og hårde studier, bukker under. ”De investerede alt, og det var den lige vej til ulykke. Gik de ikke ned med stress, blev de færdige og kunne ikke beholde deres relevante studiejob. Så var de lige vidt og måtte søge på lige fod med andre nyuddannede. Og var der endelig en interessant stilling, forudsatte den særlige kompetencer og erhvervserfaring i en anden retning end den, de havde fået igennem deres studiejob. De var lost. De havde satset forkert, spillet og tabt og måtte på dagpenge og søge job via jobnet.dk som kommunikationsmedarbejder i en mellemstor virksomhed sammen med hundrede og nioghalvfems andre ansøgere.”

Såvidt jeg kan se, er det en meget præcis beskrivelse af mange unge humaniora- og kommunikationsuddannede i dag. Her går Frida så den anden vej, dropper uddannelsen og håber på en fremtid som – et eller andet kreativt, hun ikke ved, hvad er. Men med den viljesløshed, som hun lægger for dagen, giver man hende ikke mange chancer for, at det skal lykkes. Hun er lige så lost. Hun drømmer om af blive frelst eller udfriet, men hun ved det sandsynligvis ikke engang selv.

Det er det gode ved Leipziger Tagebuch. Den giver et meget præcist billede af en gruppe unge, der sikkert er blevet fyldt med gode intentioner med kreativiteten i højsædet gennem deres opvækst. Men pludselig smækker virkeligheden, og så er det ikke hverken kønt eller kreativt længere.

Så hvis jeg skal anbefale, at man læser Leipziger Tagebuch, skal det være som et billede på en generation, der faldt ned mellem de gode intentioner om et godt og indholdsrigt liv på dagens arbejdsmarked, hvor der er helt andre boller på suppen, med mindre man er en af de heldige – og måske også mere realistiske -  der slipper gennem nåleøjet. Det er ret svært ikke at råbe ”Så tag dig dog sammen” ad Frida – men det er helt sikkert, at det ikke vil hjælpe noget. Især fordi mange af dem, der rent faktisk tager sig sammen, heller ikke finder fodfæste. Det er noget rent strukturelt på dagens arbejdsmarked, hvor folk som Frida ikke har mange chancer.

Selma Rosenfeldt-Olsen: Leipziger Tagebuch, 162 sider, Forlaget Gladiator. Illustration: William Blake: I want! I want!

Surrealisme som normaltilstand

Ingen gider længere sige Donald Trump, med mindre de er nødt til det, som for eksempel i nyhedsmedierne. Der kan man ikke sige Mr. T, The Donald, ham fjolset eller hvad jeg ellers har læst af omskrivninger i diverse klummer og på sociale medier. Jeg har endda set en satire-tegning, hvor Anders And (Donald Duck) sidder i et eller andet offentlig kontor for at få ændret sit navn. Trist at Barack Duck ikke svinger lige så godt, kan man så ræsonnere videre.

For tiden går jeg blandt farver og lyde
    der flyder sammen,
og jeg ser natten i det klareste lys,
verden, monstrøse fantom,
din dag er den tommeste af alle nætter.

Donald Trump udfordrer mange menneskers virkelighedsbegreb. Det var slemt nok, at han rent faktisk vandt, men den hast, som hans dekreter udspyes med, får de fleste til at knibe sig i armen. Jeps, det er virkelighed, men kan det være rigtigt? Oven i hatten benægter han selv virkeligheden. Det er en slags videreførelse af det, som den canadiske aktivist og forfatter Naomi Klein beskriver i sin bog Chockdoktrinen. Skab kaos og se, hvad der så sker. Der er altid flere penge at tjene i kølvandet på kaos, hvis man i forvejen har penge nok til de største investeringer. Hvilket Trump – plus Pence og alle de andre kumpaner i Trump-administrationen – har.

Lad os sætte ild til byen,
karrusellens havfuer står i flammer,
farven siger op i deres kinder,
ulykken, jernhånden, forbliver,
blandt glødernes latter

Det er naturligvis noget af en udfordring, når virkeligheden holder op med at være genkendelig, når den bliver til kaos, noget truende. Folk griber til omskrivninger af det forfærdelige, gerne med en portion humor indblandet, for vi er henne i tragediens univers, teatrets maske af gråd og grin. Når virkeligheden bliver et teater, må teateret – og kunsten i øvrigt – finde nye måder, nye billeder for at bibringe forståelse og genkendelse. Jeg kommer til at tænke på Nietzsches berømte citat fra Viljen til magt, 1888: Vi har brug for kunst for ikke at dø af sandhed. Men hvilken kunst kan beskrive det uvirkelige, når det uvirkelige er dagens realiteter?

Opsvulmet af den Dumme Egennyttes
   Universelle Stråleglans

Det er hundrede år siden, at surrealismen begyndte. Det skete i midten af Europa, i midten af en virkelighed, der kun kunne opfattes som fiktiv. Der er ingen grund til her at opremse alle de grusomheder, en måbende offentlighed så udspille sig. Der kan dog være grund til at påpege, at det på ingen måde var de første surrealistiske grusomheder i verden, heller ikke i Europa. Men det var de første apokalyptiske begivenheder efter Darwins oprindelses-forskning og Nietzsches totalopgør med den guddommelige forklarelsesmodel. Første Verdenskrig var det europæiske menneskes første møde med sig selv uden en dommer, en frelser eller en forsoner. Vi som art, som civilisation, var selv skyld i dette.

Alene ansigt til ansigt med Gud Intethed
vil du i dette broderlige
glimtende spejl
kende

                             VIRKELIGHEDEN

Som det lyder i slutningen af Rene Daumals Digt til Gud og til mennesket. Digtet er oversat og udgivet sidste år i udvalget af René Daumals digte og andre tekster, der har fået titlen Himmelstormer, og det har for mig været en af de væsentligste udgivelser i 2016. Alle de andre digtbidder i dette indlæg stammer fra samme udgivelse, der er et overflødighedshorn af storladen og kuldslået, illusionsløs poesi. Sådan skriver et menneske, der har set alt for meget i en alt for ung alder. Hvor kerneøstrigeren Stefan Zweig skrev elegien Verden af i går om civilisationens sammenbrud, indoptog René Daumal og de andre surrealister den i selve skriften, for der syntes ikke at være en forklaringsmodel. René Daumal blev født i 1908 i Ardennerbjergene, hvor nogle af de værste massakrer fandt sted. Den slags kan godt få et barn til at tænke meget over døden og meningen med livet – for nu at sige det mildt.

Dagens sår i min side!
natten, det er mit blod

Kan man digte eller skrive på den måde om dagens virkelighed i Europa – eller måske endda bare her i Danmark? Det er klart, at vi ikke er omgivet af krig og lemlæstelse, heller ikke af kristne svovlprædikanter, men vi er omgivet af så meget konkurrence og ensretning, at en masse folk, der falder udenfor, slet ikke oplever det vel nok vigtigste for et menneske: At der er brug for en. Men det er bare én af de aktuelle problemstillinger, der hurtigt kan opfattes som surrealistiske.

Det meste af den unge danske digtning er travlt optaget med at beskrive virkeligheden, som den opleves af den enkelte forfatter, gerne med udgangspunkt i de mest detaljerede personlige følelser. Det surrealistiske indoptaget i sproget er ikke en del af dagens unge litteratur– måske med ganske få undtagelser. Det bliver derfor hurtigt til lange indre ørkenvandinger uden udsyn, der bliver søgt indad og ikke udad. Der bliver også sjældent søgt tilbage i tiden og mytologien for at skabe større rum og spring i digtene. Dermed bliver det sjældent interessant for andre end de, der har det på samme måde – med mindre man læser det i et sociologisk perspektiv. 

Den surrealistiske opfattelse af verden er ikke rigtig på mode i dag, men det kunne være et godt bud på, hvor den unge, danske digtning skulle tage at gå på opdagelse. Indtil da er det godt, at der bliver udgivet nye oversættelser af surrealistiske klassikere. Tag for eksempel nedenstående citat af René Daumal. Det kunne sagtens gå for at være en nutidig oplevelse af overflødiggørelsen:

Jeg er ikke kommet til verden:
i begyndelsen var der blot en høj latter,
på et gadehjørne en dukke af gips
der sveder vand helt grønt af vrede
og åbner æsker kun fyldt med æsker
og stadig flere æsker

Illustrationen til dette indlæg er Francis Picabias ”Kalvetilbedelse” fra 1948. René Daumals ”Himmelstormer” udkom 2016 på Det Poetiske Bureaus Forlag.