onsdag den 11. maj 2016

Guder som bakterier, favnen fuld af slanger



Nogle bøger sætter sig fast – alle andre steder end i halsen. De bliver ved med at kværne rundt, for hvad var det nu, de i virkeligheden handlede om – og hvad er konsekvensen for ens egen forståelse af menneskets mangeartede fremtrædelsesformer, årsag og virkning? Kreativt rod, med andre ord. Sådan har jeg det med romanen med den næsten-umulige titel Slugerens slugt. Det er en fransk-canadisk kultbog fra 1966, som nu er oversat til et godt dansk.

Romanens altdominerende hovedperson og fortæller hedder Berenice, og vi møder hende som et stort barn, vel en 8-9 år gammel. Men med et sprog og en viden, der trumfer selv det mest umulige mensabarn. Afbildet nederst i dette indlæg er første side af romanens 461 små sider. Læs selv.

Det er en ret stærk stemme, vi møder. Og ikke nok med det, der er også en meget usædvanlig stemme. Da jeg havde læst de første tre sider, blev jeg nødt til at lægge bogen fra mig, for lige at fordøje det overgreb jeg havde været ude for. Stemmen fortsætter resten af bogen, Berenice er ikke en, der er bange for stærke ord og hun er  i øvrigt mere end villig til at tage konsekvensen af dem.

Berenice hedder Einhardt til efternavn, og hendes forældre tilhører hver sin religion. Faderen er jøde, moderen er katolik. De mødte hinanden i Polen, hvor faderen reddede moderen ud af en nazistisk familie lige før Anden Verdenskrig. Hun var 13, og de blev gift. De får to børn, Christian og Berenice, men de kan ikke blive enige om, hvorvidt børnene skal opdrages katolsk eller jødisk, så de deler dem mellem sig: Moderen får Christian, som bliver opdraget katolsk, faderen får Berenice, som han forgæves forøger at gøre til en troende jøde.

Berenice udvikler et rasende had til begge forældre, men ind imellem lader hun lidt kærlighed overmande sig og hengiver sig til lykkelige stunder med moderen, som hun ellers ikke skåner. I store dele af bogen kalder hun moderen for Døde Kat, senere Dø’Kamel. Døde Kat efter moderens elskede, afdøde kat, kamelen efter de kameler, moderen synes, at hun sluger. Det pæneste, hendes far bliver kaldt, er Hr. Einhardt.

De to forældre ligger i konstant skænderi med hinanden, og Berenice nyder det. Hun har for længst draget sin egen lektie om livet: Det handler om at gøre sig så usårlig som muligt for ikke at lade andre overtage sin sjæl, sin selvstændighed. Til det er der brug for ensomhed, for isolation fra alle påvirkninger. Alle, som vil noget med Berenice, får derfor igen med dobbelt styrke. Og der er mange, der vil noget med Berenice, især hende far, som prøver at en anstændig jøde ud af hende. Det lykkes heller ikke, selv om han sender hende til genopdragelse hos en onkel i New York.

Berenice elsker kun én person virkelig højt, storebroderen Christian. Derfor skiller forældrene dem naturligvis ad – bange for, at hun fordærver Christian eller ligefrem forfører ham. Det kan de sagtens have gode grunde til, for Berenice prøver naturligvis at få ham over på sin side: Der hvor man kun er lykkelig med andre, som er fri for ideologiske og religiøse påvirkninger.

Slugerens slugt er et massivt frontalangreb på religiøs indoktrinering. Især jødedommen får på puklen: ”Vi lider af kronisk synogogitis. Sørgmodige drankere har et bedre liv”. Og en bid af hendes reaktion på rabbiens store, røde bog med guldsnit: ”Jeg vil have favnen fuld af slanger, som jeg vil slynge lige op i hovedet på jer”. Berenice tager ingen gidsler.

Der er mange andre facetter i denne bog. Grundlæggende handler det om et barn, der er blevet fyldt med så meget religiøs dogmatik camoufleret som kærlighed, at hun mest af alt ønsker ødelæggelse, både for sig selv og verden. ”Jeg er bare en plet på Jorden. Jeg er for jorden blot en bums som vil gå i sig selv, blive absorberet og forsvinde. Jeg er en snavset gevækst, en slags vorte med arme og ben, en snavset vorte der har skubbet sig op til jordens overflade og som suger næring ud af den samme Jord, der selv er et snavset væsen”. Og så er vi tilbage til begyndelsen, håbet om at sluge alt for selv at undgå at blive slugt. Det er den eneste overlevelsesmulighed, som Berenice ser. Men hvad sker der for den, der indoptager hele verden? Hele verden bliver til en del af én selv, og det er lidt for meget at rumme, selv for Berenice.

Da hun efter nogle år i det jødiske fængsel (sådan opleves det naturligvis) i New York bliver smidt hjem igen efter en episode, hvor hun kyler en dreng ned ad en trappe, er det en endnu mere hærdet og radikaliset Berenice vi møder. Det får faderen til at sende hende til Israel. Forgæves prøver hun at få Christian, hendes eneste ven og den eneste hun elsker, til at flygte sammen med hende. Hun gør sit bedste: ”Jeg skal nok forsørge dig, som en parisisk luder, der forsørger sin kæreste i en fransk film”. Hun remser alle sine færdigheder op, men Christian nægter. Berenice mister ham og tager til Israel for at kæmpe mod araberne. Og endelig finder hun sig selv, kan man måske sige: For med så meget had som i nærkamp mod en synlig fjende, ”giver krigen mennesket tilbage til sig selv. Her genvinder menneskets sjæl sine rettigheder. Her bryder mennesket ud, forløst og frigivet ved tro og vold og spreder sig som vulkansk lava, det bryder ud og vælder frem som millioner af rædselsslagne hejrer.”

Dette er slugerens slugt, afgrunden som forløser, fristes man til at sige. Syndefaldet som udfrielse, ”Chaos Reigns”, som ræven sagde i Triers Antichrist. At Berenice kæmper på israelernes side har ingen betydning, hun ”ville have nydt den bitre duft af kuglen” med samme lyst på den modsatte side. Berenices morale: ”Alle guderne tilhører den samme race, en race der har udviklet sig af ondskaben i menneskets hjerte som bakterier i et væskende sår. (...) Den eneste logiske kamp er kampen mod alle.”

Slugerens slugt er nok det mest radikale kvindeportræt, jeg har læst. Det er på samme tid hjerteskærende og forfærdeligt, det er spækket med mytologiske referencer og ildsprudlende sprog. Samtidig er det en advarsel mod at tvinge børn ind i kontrolsystemer; Rousseaus ideal om det frie naturbarn ligger til grund for den. Og Forfatteren, Réjean Ducharme? Ham har jeg ikke nævnt endnu, men man ved heller ikke meget om ham. Som Canadas svar på J. D. Sallinger har han bevaret anonymiteten og isolationen i 50 år. Der er dog én forskel: Ducharme skriver stadig bøger – og laver skulpturer af skrot. Det kan man læse meget mere om i forordet til Slugerens slugt eller på nettet. 


1 kommentar:

  1. Flemming Andersen kan stå inde for denne udgivelse - det er nok for mig, jeg vil læse den - Jørgen Wassilefsky

    SvarSlet