Er Hanne Højgaard Viemose en god mor? Det er et af de
spørgsmål, man stiller sig selv, når man læser hendes meget roste og prisnominerede
bog Mado. Mado er den koreanske
udtale af Mother, og bogen har adopteret ordet, fordi hovedpersonen omkring
årtusindeskiftet fik et barn med en koreaner. Men da hun ikke kunne indordne
sig under de meget patriarkalske normer i Korea, valgte hun at forlade barn og
mand
Man stiller sig spørgsmålet om moderskabet, fordi Mado er
skrevet meget virkelighedsnært. Den er formet som lange dagbogsoptegnelser, og
hvis man sammenligner med en biografi over Viemose, svarer det fuldstændig til
virkeligheden. Altså er forholdet mellem forfatter og fortæller nærmest 1:1,
ikke så mange dikkedarer dér. Men omvendt kan det hele selvfølgelig være noget,
hun finder på, det er den efterhånden gode gamle identitetsleg, som kendetegner
litterær reality.
Jeg er lidt loren ved formen, mest fordi jeg egentlig ikke
er interesseret i Hanne Viemose som person. Jeg har ikke et særligt behov for
at forholde mig til en given forfatters personlige liv, jeg vil langt hellere
forholde mig til det, en bog har at give mig og andre. Omvendt ved jeg godt, at
det er lige her, vandene bliver delt. Masser af folk elsker at forholde sig til
andre og diskutere dem, man behøver blot tage en tur med unge mennesker i et
tog. Ret ofte diskuterer de, om den ene eller anden reality-stjerne er fed,
ufed, nederen eller den slags. Ligesom folk, der læser bøger, har diskuteret om
Knausgaard er et svin overfor sin kone eller ej. Det bliver hurtigt til et
offentligt freakshow, kom og mød den skæggede dame og den skrupelløse
forfatter.
For mig går der for meget virkelighed i det. Jeg har altid
abonneret på den dér med, at vi behøver fiktion for ikke at dø af virkelighed.
Men det begynder at lugte lidt umoderne. Masser af folk vil åbenbart hellere
have virkeligheden, kød på bordet, den ægte vare. Det er præmissen for Mado, og
jeg skal da også lige love for, at Viemose leverer 110%.
For når alt dette er sagt: Jeg kan rigtig godt lide Mado.
Bogen leverer et glimrende portræt af en rastløs kvinde, der hele tiden vil
noget andet end det, hun er i færd med. Hun vil konstant videre, nye lande, nye
kærester, nyt arbejde. Jeg mindes ikke at have set et lignende portræt nogen
steder før. Det er interessant, fordi jeg tror, at der er mange som hende rundt
omkring, man hører bare sjældent om dem.
Der er noget ret fandeivoldsk over hovedpersonen. Hendes
rastløshed er ikke kun fysisk, det gælder også en mere end almindelig nysgerrighed
over for, hvordan verden hænger sammen, og hvem vi mennesker egentlig er. Det
bringer hende i mange mere eller mindre utrolige situationer, ikke mindst fordi
hun ofte befinder sig mellem lignende skæbner, der heller ikke kan finde ud af
at affinde sig med den måde, samfundet er indrettet på
Samtidig har hun en glubende appetit på mænd, hun bliver
hele tiden gravid, og har så vidt jeg kan tælle tre børn, de to sidste med en
islænding, der heller ikke er meget bevendt som far, mere eller mindre konstant
psykisk syg – ligesom hovedpersonen selv i perioder tager piller. Samlet set
giver det en portræt af en mor, der gør alt, hvad hun kan, for at få
moderskabet til at hænge sammen med sine egne lyster og rastløshed. Ind imellem
er der så nogle andre, der tager sig af børnene, men hovepersonen kommer ikke
nærmere ind på, hvem det er, og hvordan det går for sig.
Man kan også sige det på godt dansk: Mado er et portræt af
en mor, der ikke kan finde ud af en skid andet end at hænge fast i sig selv og samfundet
med det yderste af neglene. I mange perioder af bogen er det direkte rørende,
i andre meget morsomt. Så den rette betegnelse for denne bog er, at den er
tragikomisk. Det er et ret godt sted at befinde sig for en roman – eller hvad
man nu skal kalde disse sammenkastede og sikkert kun tilsyneladende uredigerede
optegnelser fra et liv, der bliver brugt til det yderste.
Hanne Viemose skriver decideret blændende, når hun er bedst.
Det er svært at holde sig fra klichéer som hudløst ærligt, med intenst nærvær
og mere af samme skuffe. Det afføder så det gode spørgsmål: Ville denne bog
have været lige så nærværende, hvis den havde en mere traditionel fortælleform?
Svaret er selvfølgelig nej – det er denne måde, Hanne Viemose fortæller om sit
liv på, og så må man selv ligge og rode med, hvor meget der er løgn, latin
eller fakta. Formen gør, at det er
umuligt at lade være.
Der har været ret meget litterær reality de seneste fem år.
Mado er nok den bedste bog i genren, som jeg har læst – inklusive Knausgaard,
der er meget mere struktureret og desuden så detaljefikseret, at det ikke er
til at komme igennem. Så er der meget mere knald på Mado. Det er en vild bog,
og at jeg har mine forbehold overfor virkelighedsgrebet – well – det er mit
problem. Måske er jeg lige lovlig frøkenfingret, hvem ved?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar