Søg i denne blog

onsdag den 11. maj 2016

Guder som bakterier, favnen fuld af slanger



Nogle bøger sætter sig fast – alle andre steder end i halsen. De bliver ved med at kværne rundt, for hvad var det nu, de i virkeligheden handlede om – og hvad er konsekvensen for ens egen forståelse af menneskets mangeartede fremtrædelsesformer, årsag og virkning? Kreativt rod, med andre ord. Sådan har jeg det med romanen med den næsten-umulige titel Slugerens slugt. Det er en fransk-canadisk kultbog fra 1966, som nu er oversat til et godt dansk.

Romanens altdominerende hovedperson og fortæller hedder Berenice, og vi møder hende som et stort barn, vel en 8-9 år gammel. Men med et sprog og en viden, der trumfer selv det mest umulige mensabarn. Afbildet nederst i dette indlæg er første side af romanens 461 små sider. Læs selv.

Det er en ret stærk stemme, vi møder. Og ikke nok med det, der er også en meget usædvanlig stemme. Da jeg havde læst de første tre sider, blev jeg nødt til at lægge bogen fra mig, for lige at fordøje det overgreb jeg havde været ude for. Stemmen fortsætter resten af bogen, Berenice er ikke en, der er bange for stærke ord og hun er  i øvrigt mere end villig til at tage konsekvensen af dem.

Berenice hedder Einhardt til efternavn, og hendes forældre tilhører hver sin religion. Faderen er jøde, moderen er katolik. De mødte hinanden i Polen, hvor faderen reddede moderen ud af en nazistisk familie lige før Anden Verdenskrig. Hun var 13, og de blev gift. De får to børn, Christian og Berenice, men de kan ikke blive enige om, hvorvidt børnene skal opdrages katolsk eller jødisk, så de deler dem mellem sig: Moderen får Christian, som bliver opdraget katolsk, faderen får Berenice, som han forgæves forøger at gøre til en troende jøde.

Berenice udvikler et rasende had til begge forældre, men ind imellem lader hun lidt kærlighed overmande sig og hengiver sig til lykkelige stunder med moderen, som hun ellers ikke skåner. I store dele af bogen kalder hun moderen for Døde Kat, senere Dø’Kamel. Døde Kat efter moderens elskede, afdøde kat, kamelen efter de kameler, moderen synes, at hun sluger. Det pæneste, hendes far bliver kaldt, er Hr. Einhardt.

De to forældre ligger i konstant skænderi med hinanden, og Berenice nyder det. Hun har for længst draget sin egen lektie om livet: Det handler om at gøre sig så usårlig som muligt for ikke at lade andre overtage sin sjæl, sin selvstændighed. Til det er der brug for ensomhed, for isolation fra alle påvirkninger. Alle, som vil noget med Berenice, får derfor igen med dobbelt styrke. Og der er mange, der vil noget med Berenice, især hende far, som prøver at en anstændig jøde ud af hende. Det lykkes heller ikke, selv om han sender hende til genopdragelse hos en onkel i New York.

Berenice elsker kun én person virkelig højt, storebroderen Christian. Derfor skiller forældrene dem naturligvis ad – bange for, at hun fordærver Christian eller ligefrem forfører ham. Det kan de sagtens have gode grunde til, for Berenice prøver naturligvis at få ham over på sin side: Der hvor man kun er lykkelig med andre, som er fri for ideologiske og religiøse påvirkninger.

Slugerens slugt er et massivt frontalangreb på religiøs indoktrinering. Især jødedommen får på puklen: ”Vi lider af kronisk synogogitis. Sørgmodige drankere har et bedre liv”. Og en bid af hendes reaktion på rabbiens store, røde bog med guldsnit: ”Jeg vil have favnen fuld af slanger, som jeg vil slynge lige op i hovedet på jer”. Berenice tager ingen gidsler.

Der er mange andre facetter i denne bog. Grundlæggende handler det om et barn, der er blevet fyldt med så meget religiøs dogmatik camoufleret som kærlighed, at hun mest af alt ønsker ødelæggelse, både for sig selv og verden. ”Jeg er bare en plet på Jorden. Jeg er for jorden blot en bums som vil gå i sig selv, blive absorberet og forsvinde. Jeg er en snavset gevækst, en slags vorte med arme og ben, en snavset vorte der har skubbet sig op til jordens overflade og som suger næring ud af den samme Jord, der selv er et snavset væsen”. Og så er vi tilbage til begyndelsen, håbet om at sluge alt for selv at undgå at blive slugt. Det er den eneste overlevelsesmulighed, som Berenice ser. Men hvad sker der for den, der indoptager hele verden? Hele verden bliver til en del af én selv, og det er lidt for meget at rumme, selv for Berenice.

Da hun efter nogle år i det jødiske fængsel (sådan opleves det naturligvis) i New York bliver smidt hjem igen efter en episode, hvor hun kyler en dreng ned ad en trappe, er det en endnu mere hærdet og radikaliset Berenice vi møder. Det får faderen til at sende hende til Israel. Forgæves prøver hun at få Christian, hendes eneste ven og den eneste hun elsker, til at flygte sammen med hende. Hun gør sit bedste: ”Jeg skal nok forsørge dig, som en parisisk luder, der forsørger sin kæreste i en fransk film”. Hun remser alle sine færdigheder op, men Christian nægter. Berenice mister ham og tager til Israel for at kæmpe mod araberne. Og endelig finder hun sig selv, kan man måske sige: For med så meget had som i nærkamp mod en synlig fjende, ”giver krigen mennesket tilbage til sig selv. Her genvinder menneskets sjæl sine rettigheder. Her bryder mennesket ud, forløst og frigivet ved tro og vold og spreder sig som vulkansk lava, det bryder ud og vælder frem som millioner af rædselsslagne hejrer.”

Dette er slugerens slugt, afgrunden som forløser, fristes man til at sige. Syndefaldet som udfrielse, ”Chaos Reigns”, som ræven sagde i Triers Antichrist. At Berenice kæmper på israelernes side har ingen betydning, hun ”ville have nydt den bitre duft af kuglen” med samme lyst på den modsatte side. Berenices morale: ”Alle guderne tilhører den samme race, en race der har udviklet sig af ondskaben i menneskets hjerte som bakterier i et væskende sår. (...) Den eneste logiske kamp er kampen mod alle.”

Slugerens slugt er nok det mest radikale kvindeportræt, jeg har læst. Det er på samme tid hjerteskærende og forfærdeligt, det er spækket med mytologiske referencer og ildsprudlende sprog. Samtidig er det en advarsel mod at tvinge børn ind i kontrolsystemer; Rousseaus ideal om det frie naturbarn ligger til grund for den. Og Forfatteren, Réjean Ducharme? Ham har jeg ikke nævnt endnu, men man ved heller ikke meget om ham. Som Canadas svar på J. D. Sallinger har han bevaret anonymiteten og isolationen i 50 år. Der er dog én forskel: Ducharme skriver stadig bøger – og laver skulpturer af skrot. Det kan man læse meget mere om i forordet til Slugerens slugt eller på nettet. 


tirsdag den 26. april 2016

Blandt magikere og elementarkræfter



Siden oplysningstiden har Danmark og det meste af den vestlige verden været ledet af en organisation af højt uddannede magikere. Deres opgave er at understøtte den almindelige samfundsorden, som den blev etableret efter Enevælden. Disse magikere kalder sig luminarer, lysbringere. De virker i det skjulte, og deres fjender er de samfundsnedbrydende magikere fra både fortid og nutid, som benytter sig af bevidsthedsændrende metoder: Påvirkning af mennesker gennem magi, tidsrejser og andet godt fra den sorte boks. Det gør dem farlige, og de viger ikke tilbage for noget i deres konstante forsøg på at udslette de herskende luminarer.

Det er med andre ord en værre røverhistorie, som forfatteren til den nys udkomne roman Københavns skygger har bikset sammen. Forfatteren selv er lige så mystisk som sit emne, han kalder sig Aspiciens Haufniensis, som vel bedst kan oversættes til ”Københavns vogter”. Romanen er udkommet på det lille forlag Ulven og Uglen, som ligger i det umiddelbart meget lidt magiske Ballerup. Men hvad ved vi almindelige dødelige om magiske kraftfelters beliggenhed?

Hovedpersonen i Københavns skygger ved  intet om magi og luminarer til at begynde med. Han hedder Thor og er ikke meget mere end 19 år gammel, da han begynder på historiestudiet i København. Inden han ser sig om, er han hvirvlet ind i en sideløbende oplæring i magi, fordi han er i besiddelse at specielle evner. Det viser sig hurtigt, at hans mor også er i besiddelse af dem, men hun har helt droppet magien, fordi hendes mand, Thors far, er død under mystiske omstændigheder, som hun nægter at tale med Thor om. Men Thor finder nogle spændende ting i et par gamle kasser og finder ud af, at hans far også var luminar. Han sætter sig naturligvis for at opklare gåden om sin fars død – hvad ellers?

Thor finder hurtigt en anden luminar på studiet, den meget mere drevne Janus, hvis far er institutleder for MET, som Det Magiske Akademi hedder. Janus kan derfor meget mere end sin alakazam, og han interesserer sig mest for den forbudte magi kaldet ”atra”, som de samfundsnedbrydende kræfter både før og nu benytter sig af. Snart bliver Thor en slags discipel hos Janus, og så begynder der at ske ting og sager for de to venner, som går stadig dybere ind i organisationen, samtidig med at de dyrker deres hemmelige og forbudte magi.

Overordnet set er det en fortælling om magt og modmagt, om kontrol modsat fri vilje. Hvor meget skal man kontrollere for at undgå kaos? Hvordan undgår man, at kontrollanterne, magtudøverne, bliver til despoter og undertrykkere? Aktuelle spørgsmål, der ligger som en fin understrøm i denne velkomponerede roman.

Københavns skygger en en blanding af Erwin Neutzsky-Wulff og tegneserien X-Men. Som begge forbilleder lever den, fordi den er troværdig og velresearchet. Som læser accepterer man, at det da godt kunne være, at der findes sådan en organisation, og at magi findes også i dag. Magi er at ændre i de fysiske elementarkræfter, at kunne frembringe varme eller kulde for eksempel – eller teleportere. Meget af bogen går med beskrivelser af alle de magiske øvelser, og det er helt sikkert, at forfatteren er godt inde i sit stof. Det er lidt af en kunst at gøre noget så usandsynligt virkeligt, men her er det gennemført.

Sjovt nok er romanen meget roligt skrevet. Der er ikke overdrevent ramasjang i den, den ligger nærmest det modsatte sted af en bog som Da Vinci-mysteriet, hvor man dårligt når at trække vejret. Alligevel er den elementært spændende i beskrivelsen af Thors og Janus’ forhold til hinanden og til de ledende luminarer, og spændingen fortættes betragteligt hen mod den både overraskende og  tankevækkende slutning. Københavns skygger er en slags coming of age i et magisk univers med livet som indsats. Hvis man er til den slags, kan man trygt – sådan da – gå ombord. For gu er det er røverhistorie, men den slags skal man som bekendt ikke kimse af.

torsdag den 7. april 2016

Branden bag øjenlågene



Det er ikke de enkelte digte i sig selv, det er hele stemningen i Lene Henningsens nye digtsamling, der trænger sig ind på læseren.

Samlingen hedder Stilhedsbilleder til et oprør, en meget præcis titel. Her er stilheden før den storm, som Lene Henningsen ser komme: Stormen af de døde og de desperate overflødige, som verden er så rig på her i 2016.

Men det er ikke en storm, der høres, det er en storm, der anes. Lene Henningsens stemme i Stilhedsbillederne befinder sig i en slags afmægtig venten på, at noget må komme, et oprør måske. At det bliver nødt til at være sådan, for ellers er der ikke andet tilbage end at leve i de velbjergedes tryghed, som ender med at blive ubærlig, hvis man ikke er i stand til at isolere sig fra verdens mange afmægtige stemmer.

Der er masser af referencer, der trænger sig på under læsningen. Verden ender ikke med et brag, men med en klynken, den stille desperation i en ventesal, hvor man ikke aner, om der kommer flere tog
Men Stilhedsbillederne er ikke en temadigtsamling om flygtninge- og immigrantsituationen i dag. Det er en samling om at leve i den stemning, den foranlediger. Det kan lyde sådan her:

Fortæl mig 

og jeg accepterer det ufærdige
i en blandet hånd
det fine det grove det altid virkelige
som brænder bag øjenlågene
de gennemførte eller de ødelagte scener
og
sammenhænge
båndene til dig og jer
fortæl mig


Dét er tonen i Stilhedsbillederne. De står oftest stille, er fine sansninger om at leve i en slags trods uden at blive nedbrudt. De er alt andet end bastante, et modbillede til dagens ofte skingre debat. Pludselig kan de så flamme op i et programskrift:

Lær som ganske lille
at sejre


byg dine skibe med
flere master


sejl jorden rundt i
tilfældige badekar

og fortsæt

uden stop til evigheden
over for
en du elsker


kroppen og de
bristefærdige tanker


om skibe i vinden
der sejrer sig


gennem jordmørket


Dette digt er et af de stærkeste selvstændige digte i Stilhedsbillederne. Sådan lyder en anråbelse på de besiddelsesløses vegne, når Lene Henningsen skriver den.

Ydermere er der alle afstikkerne i samlingen, digte om natur og kærlighed, for uden var det hele vel ikke meget værd, så ville der ikke være meget til at lyse op. Det kan lyde således:

Svane læg dit hoved her
dit træk var stjernens
smeltet hvidt


ned efter grenene
der skal fange din lyd
og et blik hvor du kan hvile


Det er et fuldstændig uudgrundeligt billede, der bare skal have lov til at fryse sig fast eller smelte sig ind i læserens erindring. Man går galt i byen, hvis man prøver at fortolke mange af stemningerne og billederne i bogen. Hvis man går løs på den med bare en lille hammer, går det hele i stykker, for det er lavet af glas, stjerner og åndedræt.

Hvis politik var skabt af dette stof, ville verden være en gavmild lagkage.

Det er Stilhedsbillederne også som fysisk objekt. Lene Henningsen har selv taget en række sort/hvide, meget skarpe billeder, og bogen er trykt på glat papir uden at teksten skærer i øjnene, som det ellers ofte sker, hvis forlaget ikke har styr på virkemidlerne. Det er ganske enkelt en smuk bog på både den ene og den anden måde, og hvis nogen tvivler på, at visse bøger skal være fysiske, holdes i hånden og bladres i, så skal de bare tage Lene Henningsens nye i hånden. Med sine små 100 sider er den overraskende tung. Det fine og florlette i digtene skal selvfølgelig have en modpol. Lige som dagens debat har brug for et modspil skabt af et helt andet og mere lyrisk udtryk.










mandag den 4. april 2016

Hen til komodovaranen og tilbage igen



Det var en munter dag i Holbæk, og det var i Bog og Ide. Mange rigtig gode bøger er som bekendt billigere end en burger, og man kan altid finde et eller andet godt i stakken af kvalitetsbøger, som blev trykt i for store oplag. Nogle gange undrer jeg mig også over enkelte udgivelser og ikke mindst timingen af et eventuelt salg. Hvem vil for eksempel købe en bog med titlen Lyst og nød – træk fra kønssygdommenes historie sådan en tidlig forårsdag i Bog og Idé?

Til gengæld lå der en gammel bog af Martin Hall, Vægtløs mand under truende sky. Det er hans dagbog fra dengang han var dommer i TV-freakshowet Talent 2008. Jeg så ikke et eneste afsnit af serien – eller hvad man nu kalder den slags. Hele afdelingen af amatører, der fremviser et eller andet til højlydt offentlig applaus eller hån, får det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Det er så mit stejf af paranoia, jeg ser billeder af den gamle sort/hvide Klokkeren fra Notre Dame i min indre biograf, jeg ser uniformer i strækmarch og drukne lynchninger i store træer. Det er sikkert bare mig – og i øvrigt også Martin Hall, som meget passende varmer op til den første talent-audition ved at læse Dan Andersens ganske glimrende bog Nazimyter – blodreligion og dødskult i Det tredje rige. Folketdybets brøl gør også ham angst.

Martin Hall er sjældent mindre end interessant at læse. I min optik er han bedst i sine dagbøger. Engang i 80erne læste jeg hans debut Genopbyggelsen er større end selve skabelsen, og det var virkelig en gang fortænkt vrøvl, ulæseligt. Prøv selv. Dengang var Hall ikke mere end 20 år, men det bevirkede at jeg holdt mig væk fra ham som forfatter indtil jeg faldt over hans dagbog Kommunikaze fra 2001. Dét var en oplevelse, og den rangerer stadig højt på min liste over yndlingsbøger.

Martin Hall er lidt af en ener i Danmark. Han er vel mest kendt som den verdensfjerne dandy, der velklædt betragter denne verdens tilskikkelser med mere end blot et strejf af weltschmertz. Det billede er godt nok, men det er ikke komplet. Martin Hall er samtidig en meget personlig og følsom registrant af sin samtid, og det eneste, han for alvor er fordømmende overfor, er dumhed. Folk må skabe sig lige så tosset de vil og have diverse obskure interesser, det er kun et plus i hans bog. Læg dertil at han er ekstremt vidende om både musik og litteratur, såvel den populære som den obskure.

Med Martin Hall som samtidsregistrant har vi derfor fat i en slags outsider, som har dybden til at sige noget både intelligent og anderledes om populærkulturen. Når han bliver kastet direkte ind i løvens hule som dommer i et freakshow, der blev en landeplage med tilhørende tabloidfokus på dommerne, som også talte Peter Aalbæk og musicaleksperten Julie Steincke, så er der dømt jackpot i den offentlige bingohal. Det er der så også i Halls dagbog fra tiden som dommer. Den følsomme æstetiker i orkanens øje med sprog og viden til at reflektere over populærkulturen fra dens mest ekstreme side.

Reflektionerne er ikke bange for det store sving med kosten. Hall reflekterer for eksempel over kedsomhedens historie og citerer en gammel bog for udsagnet ”Livet bliver kort, når tiden føles lang”. Koblingen til Talent 2008 er, at vi som art finder på den slags, fordi vi keder os. ”Ædt op af kedsomhedens langsomt arbejdende svamp arbejder vi os planmæssigt hen mod stedet, hvor kultur erstattes af civilisation. Vi er ånder, der endnu ikke har opdaget, at vi er døde. Vi er sitcom-latterens oprindelige stemmer, de i tusindvis af døde mennesker, hvis grin blev indspillet i et præhistorisk JFK-Amerika, som stadig runger løs i den syndflod af tv-serier og talkshows, vi glubsk fylder os med”.

Udsagnet er emblematisk for Halls indgangsvinkel til populærkulturen, og han er ikke bange for at stemple helt ind i dysterheden; for at kalde tv-skærmen for ”forbrændingens pejsebillede, det dansende vivisektionsmateriale, de døde kroppe på Panum Instituttets brikse”. Han lukker dette dagbogsafsnit med at undre sig over, at det overhovedet kan lade sig gøre: ”Millioner af års evolutionær celleudvikling og puf!, der står Birthe og spiller på trompet, mens nationen vrider sig af grin”.

Det er et spørgsmål om synsvinkel. Halls kan synes overdrevet, men han har mere end én pointe. Og så må han for min skyld gerne være teatralsk og krukket. Som senere hen i dagbogen, hvor han pludselig udbryder: ”Kære alle jer, der hader og foragter mig, I har vundet. Jeg er en knækket mand. Et nedbrudt menneske. Et skælvende gespenst. En smertelig meningsløshed betrukket med et tyndt lag kløende og eksemplaget hud.”

Så hvorfor kastede han sig ind i denne helvedesmaskine, som populærmedierne bereder de følsomme sjæle, der drager ind i uhyrets bug? Penge såmænd, men også forfængelighed og en slags trods blandet med eventyrlyst: Hvordan ser der ud i mørkets hjerte? Vil jeg slippe levende ud?

Martin Hall slap levende ud, selv om han ofte var på nervepiller under optagelserne. Man kan vel sige, at der er dem, der er født ind i spotlightet, så som hans meddommere, og så er der dem, der skyr det. Takket være en af de sidstnævnte har vi fået en beretning om, hvordan populærkulturen fungerer. Og selv om bogen er otte år gammel, holder beskrivelsen stadigvæk. Alene det er lidt af en bedrift, når man benytter sig af dagbogsformen.

Så lad Hall få det sidste ord her, fra den sidste optegnelse i Vægtløs mand under truende sky: ”Gør øjets lyster én blind i hjertet? Jeg ved det ikke. Man føler sig som et forpustet rovdyr, der netop har overstået drabet og nu, uden for mange dikkedarer, gerne bare vil i gang med at æde”.

Måske er det derfor, at der bliver spist så meget slik foran det blå lys? Sublimeringsanalytikere, line up.