lørdag den 28. november 2015

En forfriskende anderledes roman om landsbyliv i de tidlige 60ere




Omtrent 50 sider inde i Bo Dahl Olssons roman Geronimos hævn kom jeg til at tænke på skole/hjem-samtaler. Jeg har altid hadet den slags, især når det arme barn er til stede og bliver omtalt i camoufleret tredje person. Jeg kom også til at tænke på MUS-samtalernes slet skjulte pisk. Og meget mere i samme skuffe fra det managementhelvede, der har taget det arme, født frie menneske som gidsel de sidste 15 år.

Der var faktisk en tid før denne disciplinerings-nutid. Og den tid genopliver Bo Dahl Olsson på ret imponerende vis i Geronimos hævn. Men han gør mere end det, han går tilbage til de tidlige 60ere, som de udspillede sig i lillebyen Fennerup, en fiktiv landsby. Den store by i nærheden hedder Nykøbing, og det er ret snedigt, for dem har vi tre af hertillands. Historien kan med andre ord foregå hvor som helst.

Geronimos Hævn er historien om to halvbrødre, Ingvar og Hector, som drømmer store drømme om at komme væk, især om at komme til det forjættede land, som USA var dengang. Vi møder dem som teenagere 5-6 år efter James Dean og Marlon Brando personificerede denne nye type ungdom, som søgte at blive fri for alt det pligt og ansvar, som Anden Verdenskrig havde krævet. Og de var ikke alene, Elvis Presley, Little Richard og mange andre satte strøm til guitaren og skabte rock’n’roll.

Dén musik er omdrejningspunktet for Ingvar og Hector. De laver et band sammen med en tredje ven og bliver taget i skole af en sort udvekslingsstudent fra Louisiana, som landsbyens brugsuddeler af en eller anden grund har taget ind – han er ellers lidt af en nærigfryns, så måske er der penge i det. Musikken er omdrejningspunktet for de to drenge, og jeg har aldrig før læst så vilde beskrivelser af musikkens frisættelse af mennesket, som Bo Dahl Olsson kan fremmane. Hør blot her hvad der farer igennem hovedet på Hector, mens han spiller guitar til ”Whole lotta shakin’ goin’ on”:

”Et tog i det fjerne. Fly på himlen. En hakket knallert på en skovvej. En sav der flækker stammer på langs. Negle på tavlen. Mareridt flænger natten. Gnister fra essen. Hammeren rammer ambolten. Grise hængt i bagbenene. Kniven i luften. Råbukken vejrer. Skuddet. Prikker i horisonten. De navnløse i rækker. Graveren tørrer sveden af panden. Skibe i havnen tuder en hilsen. Torden. Jorden ryster.”

Det er en fantastisk god beskrivelse af musik som prisme for de dér hellige glimt af pludselig at kunne se alt i et klart lys. Men Hector og Ingvar er også blevet godt opdraget i det ekstatiske, de har nemlig en onkel Kjeld, som er maler, men som ellers går mest op i at finde ud af verdens uendelighed, godt inspireret af de amerikanske indianere og egyptiske mysterier. De tre har bygget en pyramide ved siden af en stendysse for at fremmane jordens stærke kræfter. De bruger den som en slags shamanistisk svedehytte, et sjælens frirum. Men det ikke ikke sådan, at de ikke kan lide Fennerup, Fennerup er snarere en slags tryg base for at de kan være lige så sære, som de kan være. Det må de jo selv om, folk er folk. Der er højt til loftet.

Det er denne accept af hinanden i en lille landsby, der er en af de væsentlige styrker ved romanen. For på en måde tror man jo, at det er løgn, landsbyliv for 50 år siden bliver ofte betragtet som indskrænket, en forsamling bønder, der gør deres bedste for at blive ved jorden. Men sådan er det ikke i ”Geronimos Hævn”, og lur mig om det ikke er et lige så troværdigt billede som det dersens centnertunge lutheranske skyld og helvede, der ellers ofte står som en slags fællesnævner for den tid på bøhlandet.

Og så var det, at jeg begyndte at tænke på skole/hjem- og MUS-samtaler. Det er sådan set bare et nyt åg, der har sænket sig over befolkningen, men  gud ved om det ikke er endnu mere massivt en de tidlige tresseres landsbyliv.

Det er den slags tanker, der strømmer igennem en, mens man læser Geronimos Hævn. Historien er ganske prunkløst fortalt, her er ingen hævede pegefingre eller moralisering fra forfatterens side. Når jeg tænker på romaner om 50erne og 60erne, så kredser de fleste om tabet af landbokulturen – eller om frigørelsen fra den. Langt de fleste af forfatterne har en dagsorden med deres historier, men på forunderlig vis er det lykkedes Bo Dahl Olssen at være fri for sådan en. Måske bortset fra en helt tredje: At fortælle historien om disse drømme og længsler for at vise, hvordan det også var. Jeg mindes ikke at have læst noget lignende, så en sammenligning må blive en blanding af en Bill og Ben-bog, Morten Korch på speed og Huckleberry Finn. Det er derudaf over stok og sten med en masse dialoger, og meget af det er ret underholdende på en underfundig måde.

I den sidste tredjedel af bogen har Bo Dahl Olsson skruet tiden frem til halvfemserne, og så begynder det desværre at blive forudsigeligt. Her får vi en historie om den sædvanlige konflikt mellem kreative keramiker-tilflyttere og det pengeliderlige landbrug, som den ene af de to venner Hector og Ingvar nu er repræsentant for. Det vil være lidt synd at afsløre, hvem af de to, det er, for jeg synes absolut, at man skal give sig i kast med denne roman. Det er en debutroman, og den ligner som nævnt ikke ret meget andet, men den er lige ud ad landevejen, og hvis der er retfærdighed til i bogverdenen, vil den få en masse glade læsere. Glade fordi det sætter en masse tanker i gang om det Danmark, der var, og det, der er. Men på en helt anden og mere åben måde end man ellers er vant til i både nutidens og datidens romaner om udkantsDanmark.

Og hov! Vi mangler lige titlen ”Geronimos hævn”. Det skal man ikke lægge for meget i. Det er bare sådan noget, som Hector, Ingvar og Onkel Kjeld siger til hinanden, lidt som ”En for alle og alle for en”. Det er en fælles bekræftelse i, at der er noget andet og mere end Fennerup, og at det er dem, der vil finde det.

Find romanen på forlaget ”Det Poetiske Bureau”s hjemmeside for skaldede 150 kroner eller bestil den på biblioteket. Jeg var lige inde og tjække på bibliotek.dk, og ikke et eneste bibliotek har indkøbt den endnu, selv om den udkom for en måned siden. Det kan man lave om på ved at bestille den. Mig bekendt er der heller ingen aviser, der har anmeldt den. Well. Det syndrom har jeg allerede tærsket langhalm på mindst en gang for meget på denne blog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar