En forfriskende anderledes roman om landsbyliv i de tidlige 60ere

Omtrent 50 sider inde i Bo Dahl Olssons roman Geronimos hævn kom jeg til at tænke på skole/hjem-samtaler. Jeg har altid hadet den slags, især når det arme barn er til stede og bliver omtalt i camoufleret tredje person. Jeg kom også til at tænke på MUS-samtalernes slet skjulte pisk. Og meget mere i samme skuffe fra det managementhelvede, der har taget det arme, født frie menneske som gidsel de sidste 15 år.

Der var faktisk en tid før denne disciplinerings-nutid. Og den tid genopliver Bo Dahl Olsson på ret imponerende vis i Geronimos hævn. Men han gør mere end det, han går tilbage til de tidlige 60ere, som de udspillede sig i lillebyen Fennerup, en fiktiv landsby. Den store by i nærheden hedder Nykøbing, og det er ret snedigt, for dem har vi tre af hertillands. Historien kan med andre ord foregå hvor som helst.

Geronimos Hævn er historien om to halvbrødre, Ingvar og Hector, som drømmer store drømme om at komme væk, især om at komme til det forjættede land, som USA var dengang. Vi møder dem som teenagere 5-6 år efter James Dean og Marlon Brando personificerede denne nye type ungdom, som søgte at blive fri for alt det pligt og ansvar, som Anden Verdenskrig havde krævet. Og de var ikke alene, Elvis Presley, Little Richard og mange andre satte strøm til guitaren og skabte rock’n’roll.

Dén musik er omdrejningspunktet for Ingvar og Hector. De laver et band sammen med en tredje ven og bliver taget i skole af en sort udvekslingsstudent fra Louisiana, som landsbyens brugsuddeler af en eller anden grund har taget ind – han er ellers lidt af en nærigfryns, så måske er der penge i det. Musikken er omdrejningspunktet for de to drenge, og jeg har aldrig før læst så vilde beskrivelser af musikkens frisættelse af mennesket, som Bo Dahl Olsson kan fremmane. Hør blot her hvad der farer igennem hovedet på Hector, mens han spiller guitar til ”Whole lotta shakin’ goin’ on”:

”Et tog i det fjerne. Fly på himlen. En hakket knallert på en skovvej. En sav der flækker stammer på langs. Negle på tavlen. Mareridt flænger natten. Gnister fra essen. Hammeren rammer ambolten. Grise hængt i bagbenene. Kniven i luften. Råbukken vejrer. Skuddet. Prikker i horisonten. De navnløse i rækker. Graveren tørrer sveden af panden. Skibe i havnen tuder en hilsen. Torden. Jorden ryster.”

Det er en fantastisk god beskrivelse af musik som prisme for de dér hellige glimt af pludselig at kunne se alt i et klart lys. Men Hector og Ingvar er også blevet godt opdraget i det ekstatiske, de har nemlig en onkel Kjeld, som er maler, men som ellers går mest op i at finde ud af verdens uendelighed, godt inspireret af de amerikanske indianere og egyptiske mysterier. De tre har bygget en pyramide ved siden af en stendysse for at fremmane jordens stærke kræfter. De bruger den som en slags shamanistisk svedehytte, et sjælens frirum. Men det ikke ikke sådan, at de ikke kan lide Fennerup, Fennerup er snarere en slags tryg base for at de kan være lige så sære, som de kan være. Det må de jo selv om, folk er folk. Der er højt til loftet.

Det er denne accept af hinanden i en lille landsby, der er en af de væsentlige styrker ved romanen. For på en måde tror man jo, at det er løgn, landsbyliv for 50 år siden bliver ofte betragtet som indskrænket, en forsamling bønder, der gør deres bedste for at blive ved jorden. Men sådan er det ikke i ”Geronimos Hævn”, og lur mig om det ikke er et lige så troværdigt billede som det dersens centnertunge lutheranske skyld og helvede, der ellers ofte står som en slags fællesnævner for den tid på bøhlandet.

Og så var det, at jeg begyndte at tænke på skole/hjem- og MUS-samtaler. Det er sådan set bare et nyt åg, der har sænket sig over befolkningen, men  gud ved om det ikke er endnu mere massivt en de tidlige tresseres landsbyliv.

Det er den slags tanker, der strømmer igennem en, mens man læser Geronimos Hævn. Historien er ganske prunkløst fortalt, her er ingen hævede pegefingre eller moralisering fra forfatterens side. Når jeg tænker på romaner om 50erne og 60erne, så kredser de fleste om tabet af landbokulturen – eller om frigørelsen fra den. Langt de fleste af forfatterne har en dagsorden med deres historier, men på forunderlig vis er det lykkedes Bo Dahl Olssen at være fri for sådan en. Måske bortset fra en helt tredje: At fortælle historien om disse drømme og længsler for at vise, hvordan det også var. Jeg mindes ikke at have læst noget lignende, så en sammenligning må blive en blanding af en Bill og Ben-bog, Morten Korch på speed og Huckleberry Finn. Det er derudaf over stok og sten med en masse dialoger, og meget af det er ret underholdende på en underfundig måde.

I den sidste tredjedel af bogen har Bo Dahl Olsson skruet tiden frem til halvfemserne, og så begynder det desværre at blive forudsigeligt. Her får vi en historie om den sædvanlige konflikt mellem kreative keramiker-tilflyttere og det pengeliderlige landbrug, som den ene af de to venner Hector og Ingvar nu er repræsentant for. Det vil være lidt synd at afsløre, hvem af de to, det er, for jeg synes absolut, at man skal give sig i kast med denne roman. Det er en debutroman, og den ligner som nævnt ikke ret meget andet, men den er lige ud ad landevejen, og hvis der er retfærdighed til i bogverdenen, vil den få en masse glade læsere. Glade fordi det sætter en masse tanker i gang om det Danmark, der var, og det, der er. Men på en helt anden og mere åben måde end man ellers er vant til i både nutidens og datidens romaner om udkantsDanmark.

Og hov! Vi mangler lige titlen ”Geronimos hævn”. Det skal man ikke lægge for meget i. Det er bare sådan noget, som Hector, Ingvar og Onkel Kjeld siger til hinanden, lidt som ”En for alle og alle for en”. Det er en fælles bekræftelse i, at der er noget andet og mere end Fennerup, og at det er dem, der vil finde det.

Find romanen på forlaget ”Det Poetiske Bureau”s hjemmeside for skaldede 150 kroner eller bestil den på biblioteket. Jeg var lige inde og tjække på bibliotek.dk, og ikke et eneste bibliotek har indkøbt den endnu, selv om den udkom for en måned siden. Det kan man lave om på ved at bestille den. Mig bekendt er der heller ingen aviser, der har anmeldt den. Well. Det syndrom har jeg allerede tærsket langhalm på mindst en gang for meget på denne blog.

Den rene drøm – om Franzens nye roman Purity

På mange danske teenageværelser, brune værtshuse og lignende steder hænger der et emaljeskilt, hvor der står ”Hellere lidt skidt i krogene end et rent helvede”. Det er en klassiker, jeg kan huske skiltet fra min barndom, og det er stadig i omløb. Prøv selv at finde det i den lokale kramfitterknasbutik. Og efter at have læst Jonathan Franzens nye 600-siders roman Purity, renhed, får det en lidt dybere betydning – på en måde hæver det sig fra Gajolpakke-niveauet til visdomsord.

Der er mange, der drømmer om og praktiserer renhed – også som andet end nullermænd i krogene. For den rene er alting rent, hedder det også, men det er noget vrøvl. For den rene skal alting med djævelens vold og magt være rent, og det er noget helt andet. Det påvirker folk omkring en, hvis de ikke er lige så forhippede på renheden. Renhedsdyrkere er ofte også frelsere, de har en hellig mission.

Så her kommer 1000-kroners-spørgsmålet. Er verden blevet mere beskidt de sidste 30 år? Måske ikke, men den er, ikke mindst takket være internettet, blevet mere gennemsigtig, så det er blevet langt sværere at slippe godt fra skidt i krogene, ikke mindst i overført betydning. Jo mere beskidt verden og omgivelserne forekommer os, jo stærkere bliver ønsket om renhed, enkelhed og overskuelighed. Simple Living, Feng Shui og så videre, inden vi ser os om, havner vi i et overforbrug af selvhjælpsbøger og populærbuddhisme. Det er svært ikke at se det som et værn mod den beskidte verden og de personer, der er skyld i det.

Franzéns Purity tager sit udgangspunkt her, og det er den røde tråd gennem hele romanen. Purity er samtidig navnet på romanens hovedperson, som dog foretrækker at blive kaldt Pip for ikke at vække så meget opmærksomhed. Hun er i begyndelsen af 20erne, fattig som en kirkerotte takket være en studiegæld og en mor, der har fortalt hende, at hun ikke skal tænke på penge. De er uvæsentlige.

Pip er vokset op uden sin far. Til gengæld har hun en mor, som altid har elsket hende grænseløst. Og hun nægter at fortælle Pip, hvem faderen er, for hvis hun gør det, så er hun overbevist om, at han vil tage Pip fra hende. Men Pip er nu blevet så voksen, at hun sætter alt ind på at finde ud af, hvem faderen er. Det er bogens motor på handlingsplanet, og det er her, at Franzen viser sig som den drevne, klassiske romanforfatter, der over 600 sider kan holde tungen lige i munden trods alverdens skift i personer, synsvinkler og tider. 

Med udgangspunkt i kvinden Purity og den moderne drøm om renhed, om det ubesmittede, møder vi mange personer, der på den ene eller anden måde er en del af hendes – og vores – historie. Fælles for dem er, at de drømmer om enten at gøre verden til et bedre sted eller lader som om. Og de gør det alle for at komme overens med sig selv og de historier, de har i bagagen, deres opvækst, deres fortid. Drømmen om renhed har sin rod i skyldfølelse, enten over sig selv og egne gerninger, familien eller verdens generelle uretfærdighed. Ofte er det en mere eller mindre uskøn blanding.

Det er blevet fremhævet mange steder, at Purity er en skarp kritik af internettet. Flere gør det nærmest til et omdrejningpunkt. Men det er ikke helt korrekt. Purity handler om vores liv her i internettets tidsalder, og det er noget andet. Internettet er en ny faktor, som for alvor er blevet dominerende de seneste 10 år. Internettet er en laserstråle gennem folks liv i dag, det er blevet en uomgængelig faktor, en universel støvsuger, som kaster skidtet i posen tilbage i hovedet på brugerne – hvilket er omtrent 80 procent af den vestlige verdens indbyggere. Men ellers er alt ved det gamle, det er de samme problemer, vi går og tumler med. Men internettet gør det sværere at være privat, at have skidt i krogene.

Man kan læse handlingsreferater af bogen mange steder på nettet. Politikens og The Guardians anmeldelser er glimrende, og anmelderne her er lige så begejstrede for Purity, som jeg er. Dette er Franzens tredje store bog, og denne gang er det lykkedes ham at skære alt det overflødige fra. Både Korrektioner og Freedom havde lange passager, hvor handlingen forsvandt, fordi Franzen havde svært ved skære fra, når han kørte ud ad en tangent. Denne gang er tangenterne næsten perfekt afstemt. 

Det har altid været Franzens styrke at levere både troværdige, rørende og engagerende menneskeportrætter. I hans romaner er folk mennesker på godt og ondt, ingen er enten det ene eller det andet. De tilsyneladende dumme svin er ofte nogle stakler, og de gode mennesker har ofte strategier bag. Ingen en ren. Og dog. Puritys hovedperson er nok det tætteste, Franzen nogensinde er kommet en heltinde i sine bøger, og som læser følger man hende med hjertet i hænderne, alle hendes fejl og mangler til trods. Men hun gør sit bedste for at bevare sit hjertes renhed, sin vilje til at se gennem alskens tåge, løgn og forstillelse – med det navn og den mor er hun født til det. 

Af en eller anden grund forsvandt Purity hurtigt fra både avisspalter og bestsellerlister, måske fordi det er efterårssæson, og der er mange om buddet. Men sikkert også fordi den er svær at referere kort, for der er utrolig mange vinkler og tråde ind i den. Men fællesnævneren er drømmen om det perfekte liv, håbet om at komme overens med sig selv i alle forhold. Men drømmen er en endeløs søgen – man må konfrontere og acceptere skidtet i krogene. Det er bogens morale. Hvis man vil læse sådan en fortælling med alle dens forgreninger, er Purity vinterens bedste bud på en langlæser.