Kloden er mindre end mennesket. Mindeord over digteren Jens Asbjørn Seehuusen.

Af og til bliver man sgu så glad for aviserne. I sidste uge døde den nærmest totalt ukendte digter Jens Asbjørn Seehuusen, kun 56 år gammel. Men alligevel ofrede Information en halv side på en nekrolog ved senioranmelder Erik Skyum-Nielsen.

Selv havde jeg glemt alt om Seehuusen, og at jeg overhovedet kender ham skyldes mere eller mindre et tilfælde. Så her kommer en god historie i bedste litterær reality-stil: Den foregiver at være sand, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og erindringen, der altid er en svigefuld elsker.

Engang arbejdede jeg på et månedsblad ved navn PRESS. Det var i 1987. Bladet havde godt og vel et år på bagen og var klart mandsdomineret, en bande hårde nødder med saft i løgene gik målrettet efter de kontante afsløringer af magthavernes skalten og valten med folks liv og rettigheder. I den kamp havde det såkaldt bløde stof ikke mange chancer.

Men der var også kvinder på bladet, og en af dem hed Agnete Vistar. Hun var lidt af en helvedeshund – og hun var vild med digte og litteratur. Efterhånden var hun blevet så irriterende for alfahannerne, at de stak hende seks sider til et forfatterinterview. ”Så får vi vel for helvede fred for kællingen”. Og naturligvis: Læserne var lykkelige for hendes interview – det var lige den slags, der manglede i det månedsblad, så hun vandt retten til at bringe forfatterinterviews, hvilket blev en genre, som PRESS senere rendyrkede og forfinede.

Så var det, at Agnete Vistar – frygtløs som altid – kastede sig over Jens Asbjørn Seehuusen, som også dengang var totalt ukendt bortset fra mindre, litterære cirkler. Interviewet blev bragt, og det var mere eller mindre lige så uforståeligt som Seehuusens digte. Udtrykket ”noget snot” blev anvendt af mindst en af alfahannerne.

Problemet med Seehuusen var og er, at han er lavmælt, stille, forfinet. Han skrev på de ganske subtile nuancer i opfattelsen af verden, og den slags kræver ro og indlevelse hos læseren – plus sikkert også en vis erfaring med overhovedet at læse digte.

I sin nekrolog bringer Skyum et eksempel på et af hans digte, og det kan på mange måder tjene som et skoleeksempel på, at gode digte kan lukke op for en anden måde at se verden på. Eller en måde at være sig bevidst om, hvordan man opfatter verden. Hvordan vi ser – og hvordan det kan bruges til et generelt udsagn om os alle. Det er jo ikke så lidt – på kun 22 ord. Digtet kommer her:

Halvt hjemme
er fuglen større
end hesten. Og
stjernerne større
end himlen.
Båden er større
end havet.
Og kloden
er mindre end
mennesket.

Udsagnet, digtet, skal læses som et maleri, en synsvinkel. For at illustrere det har jeg taget vedhæftede billede fra Friheden Station: Jerndækslerne er større end bilerne i baggrunden, fordi de er tættere på synsvinklen. Og derfra kan man så fabulere frit over, hvad synet betyder for vores opfattelse. Digtet kan også illustrere, hvordan mange forveksler fortolkning med synsvinkel. Det er op til alle og enhver at fortolke digtets udsagn, men hvis man først har opfattet dets synsvinkel, er det ligetil at læse. Her er vi så inde på, hvorfor så mange mennesker synes, at digte er ”noget snot”: Hvis en eller anden dansklærer dengang i skoletiden begyndte at udbrede sig om, hvordan mennesket kan være større end verden, bliver det hurtigt plat. Mange digte skal ikke pindes ud. I hvert fald ikke hvis man vil vinde gehør hos raske drenge med flitsbuer – eller alfahanner.

Digtet kan heller ikke bruges til noget sådan rent materielt, målbart. Det står der bare og foregiver ikke at være andet end en følsomhed overfor verden. Derfor er det sårbart. Jens Asbjørn Seehuusen var en lavmælt digter, som debuterede i de højtråbende vilde punkdigterår og døde i de højtråbende narcissistiske FB-digterår. Men hans bøger er i stadig i verden, tilgængelige for dem, der søger en anelse stilhed og fordybelse.

Nøgne grønlændere med banan

Niviaq Korneliussen er et af de nye navne, der bliver ved med at dukke op forskellige steder i de litterære cirkler – og med stadig stigende styrke. Jeg havde ikke hæftet mig så meget ved det, måske fordi jeg er blevet lidt for gammel (måske især på den dårlige måde) til at tage alt for store lovprisninger af unge kometer og mulige talenter særlig alvorligt. Alarmapparatet bliver tændt, for hvorfor er det nu, at ungdommens stemme skal hyldes blot fordi den er ung og ny, blot fordi den inkorporerer de nye medier i sin skrift? Jeg forstår det ikke, og jeg synes at det er lidt pinligt. Der er alt for meget ungdomsdyrkelse, X-Factor og medieselvsving over det.

Omvendt læser jeg disse nye unge forfattere, for ellers kan jeg jo ikke udtale mig om det. Og ret skal være ret: Jeg kan godt se, at mange af dem har en ægthed og en blafrende ungdommelig åbenhed. Mange passer perfekt ind i den moderne medierede verden som forbilleder for andre unge, der ikke vil tilpasse sig ”optimeringssamfundet”, som Danmark her anno 2010erne er blevet kaldt. Al respekt for det, jeg kender det fra mig selv dengang i 80erne, da jeg var ung.

Mange af disse unge forfattere har givet det litterære greb en plads i samtidsdebatten, og det er som sådan, at de oftest skal vurderes. Bøger som debatindlæg, litterære indslag i samtiden. Det er essensen af litterær reality. Folk skriver deres liv ud nærmest 1:1, og på den måde bliver de og deres skrift ofte en kritik af samfundsindretningen, konformiteten.

For nylig mødte jeg en ung teaterinstruktør, som skar det ud i pap: Når virkeligheden bliver fiktion, må fiktionen blive virkelighed. Godt sagt! Og hun hentydede naturligvis til politikersnak og indholdsløse medier, som gengiver en virkelighed, der er fiktion på den måde, at den er så konstrueret og gennemtygget, at folk ikke længere kan se sammenhængen med deres egen virkelighed.

Forleden faldt jeg så over Niviaq Korneliussens debutbog, HOMO sapienne, på det lokale bibliotek her i Hvidovre. Det er et storartet bibliotek. Det udstiller altid de nyindkøbte bøger, så man hurtigt kan tage dem med hjem og orientere sig i dem, eventuelt læse dem med hud og hår. Homo Sapienne har en forside, der fænger. Man ser en grønlandsk kvinde, tilsyneladende nøgen, som sidder og spiser en banan. Køn er hun ikke, deller her og der, nul fotomodel, hun er sådan ganske almindelig, og hvor klog ser man lige ud, når man tager en bid af en banan?

Henvisningen til at kvinden her er en slags abe ligger naturligvis lige for. Altså: En ung grønlandsk kvinde skriver en bog, hvor grønlænderen er en nøgen forsideabe. Ikke for fem øre floromvundet hyldest til den storladne grønlandske natur og den slags, som vi danskere ellers bliver diverteret med rent visuelt i medier og rejsekataloger. Og HOMO sapienne er et godt ord; det er godt fundet på at give kvinden sin egne identitet rent evolutionært.

Visse bøger skal man luske lidt rundt om, før man lukker dem op. Sådan havde jeg det med HOMO sapienne, bange for at blive skuffet. Det blev jeg så ikke. Tværtimod. Det blev en af de bøger, jeg læste med hud og hår.

I modsætning til meget andet ung litteratur er HOMO Sapienne ikke litterær reality, ganske enkelt fordi der ikke kun er én fortæller, der er hele fem. Og den indeholder heller ikke en masse mere eller mindre diffuse billeder, som hævder at være kunst, hvilket ellers er en af de unoder, som kendetegner mange unge forfattere i dag. Alligevel er den et spark ind i en – nok mest grønlandsk – samtidsdebat om homoseksualitet, alkoholisme og muligheder for at skabe sig et liv på egne betingelser i et så lille samfund som det grønlandske.

Det mest slående ved de fem hovedpersoner i bogen er deres udtalte selvhad, som næsten kun alkohol kan få bugt med midlertidigt – indtil tømmermændene indfinder sig. Og det er massive tømmermænd, vi taler om. Sjældent har jeg læst en bog, hvor folk brækker sig så meget. Det er et vildt og destruktivt ungdomsmiljø, der her udspiller sig. Det er klart, at det ofte kan være svært at finde ud af, hvem man er i den alder, og det er lige så klart, at når der så samtidig kommer en kønsidentitet på banen, så bliver det en dobbelt problemstilling. Ikke mindst i et Grønland, der er så kønsrestriktivt, som det beskrives i HOMO Sapienne.

Derfor er det hele på spil og i spil for disse unge mennesker, som også har en tredje konflikt, der vel bedst kan kaldes en generationskløft. De er vokset op i et Grønland, som de og deres forældre ikke længere kan genkende, men de unge mangler styrken til at lade være med at vende det mod sig selv. De er på næste alle måder udenfor, så den logiske følgeslutning hos flere af dem er, at de er onde, utaknemmelige, misfostre, evolutionære blindgyder. Nøgne grønlændere med banan.

HOMO Sapienne er heldigvis blevet en bog, som man i dag bliver nødt til at læse i Grønland. Den er mere eller mindre blevet en ungdommelig kultbog, så vidt jeg kan forstå på diverse interviews og referater. Den taler lysende klart i et på en gang meget poetisk, råt og præcist sprog.

Derfor skal man heller ikke fortrinsvis læse denne bog som en slags sociologisk introduktion til, hvordan det er at være ung, seksualforvirret og grønlænder. Man skal læse den som et aktuelt kunstværk, en klassisk dannelseshistorie, som måske mest af alt minder om William Burroughs bog om at være homoseksuel, ”Queer”. Den ejer den samme følsomhed og er ganske rørende.

HOMO sapiennes danske udgave er forsynet med et forord af digteren Mette Mostrup. Det finder jeg en anelse uklædeligt. En god bog er en anbefaling i sig selv, den skal ikke udstyres med et helt forord, som anbefaler, at man skal læse den. Og da slet ikke når det handler om en bog fra vores mere eller mindre tidligere kolonier. Men hvad – et eller andet sted i processen var der nogen, der ikke kunne lade være.

Så Herregud. Eller Fruegud. Læs den alligevel. Den er en dirrende pæl i kødet. Niviaq Korneliussen er en forfatter, som er alt andet end en døgnflue. HOMO sapienne vil skrive historie – om ikke andet, så på Grønland. Det er en landvinding. Vi andre er heldige at kunne læse med, fordi hun selv har oversat den til et fremragende, nutidigt dansk.

Kolonibilleder 2: Negerappelsiner og Apartheid

Forleden gik jeg hen på biblioteket og hentede en dansk kioskroman fra 1950erne, der hedder Komatis tårer. Jeg var faldet over den i en anden sammenhæng og havde bestilt den hjem. Der fandtes ét eksemplar af den i katakomberne under Århus Stadsbibliotek – eller hvor de nu gemmer alle de gamle bøger. 

Hovedpersonen i romanen hedder Peter, en ung handelsmand, der er udstationeret i Sydafrika for at sikre sit firmas appelsinleverencer. Firmaets slogan lyder således: ”Spis negerappelsiner og bliv glad som en neger”. Peter ender naturligvis, det er jo en spændingsroman, med at forsvare sig selv, sin kærlighed til en parisisk skønhed (se bare forsiden) og sit firma mod en masse onde, marxistisk indoktrinerede indfødte, der vil overtage produktionsmidlerne. Det får han forpurret, så ordenen, apartheid, bliver genoprettet til gavn for alle, også det store flertal af fredelige indfødte, der er glade for det hvide overherredømme.

Sikke en historie! Publiceret af Det Schønbergske Forlag i 1958. Eksemplet med appelsinerne fascinerede mig, fordi dagbladet Information netop har haft en serie om danske kolonialvarer og de tilhørende afbindninger af andre folkeslag. Serien var noget overgearet. Den første artikel handlede om de angiveligt racistiske billeder, der stadig findes på diverse emballager, herunder Brugsens berømte Cirkelkaffelogo af den sorte kvinde, tegnet af Sikker Hansen.

I de efterfølgende artikler sammenfattes serien således: ”I Danmark erindres kolonitiden med nostalgi, hvilket blandt andet kan ses i den stædige fastholdelse af forskellige kolonialvarers gammeldags emballager”. Det er lidt af en påstand.

For eksempel har jeg ikke glemt, at den slags importerede varer fra kolonierne engang blev kaldt kolonialvarer. Men det gør de stort set ikke længere, kun i skriftlige reminiscenser. I daglig tale er der ingen, der går ned efter kolonialvarer, ganske enkelt fordi verden i dag er meget mere global, og fordi der ikke længere findes kolonier som dengang i 50erne. Hvis man vil rette skytset mod importerede varer, der er fremstillet under slavelignende forhold, så kan man trygt gå efter selvstændige lande, der udnytter deres egne borgere, Kina og Indien for eksempel. Og mange, mange andre lande med.

Desuden: Erindrer vi vores kolonitid med nostalgi? Vel gør ”Vi” da ej. Der er kun ganske få, der i dag længes efter at piske, sparke og eje afrikanere. Nostalgien i forhold til 1950erne lever godt i dag, fordi verden dengang forekommer at være mere tryg og overskuelig end nutiden. At al den tryghed også var en spændetrøje, som 1960erne på godt og ondt sprængte i tusind stykker, glemmes bekvemt. Men det har intet med hverken kolonier eller racisme at gøre. Langt de fleste danskere erindrer slet ikke kolonitiden, for den er ikke en del af bevidstheden i dag. Som Information selv beskriver i en senere artikel, har vi stort set ingen erindring om kolonitiden som den var i virkeligheden. De gamle varelogoer fra den tid er godt indarbejdede brands, og der er meget mere substans i en kritik af Atamonkineseren end i Cirkelpigen. Ganske enkelt fordi ingen kineser ville afbilde sig selv på den måde.

Det er ikke tilfældet med kaffelogoet. Man kan naturligvis finde mange eksempler på afrikanske lande, der i dag afbilder sit eget folkefærd som stolt og smukt. Faktisk var det engang en del af bevægelsen ”Black is Beautiful” at gøre netop det. Men som man kan se på blandt andet kaffelogoet, er det også en tradition, som de tidligere kolonimagter havde. I virkeligheden gjorde de fleste, i hvert fald efter 1920erne, deres bedste for at skjule volden, undertrykkelsen og udnyttelsen. Sådan er det også i dag. Qatar skilter ikke ligefrem med, hvor mange arbejdere der bliver slået ihjel under opførelsen af de blatante sportsanlæg. Kina og andre lande med systematiseret børnearbejde praler heller ikke af deres praksis. De færreste magthavere er stolte af deres udnyttelse af egne eller andre medborgere. Det har intet med kolonitiden som historisk epoke at gøre.

Det er kendetegnende for de europæiske kolonimagter – og den europæiske oplysningstradition – at europæerne ser sig selv som klogere mennesker end andre folkeslag. Man kan sagtens argumentere for, at det er den mindre pæne side af oplysningstidens landvindinger. Vi er de civiliserede, andre folkeslag er dummere. Den bevidsthed lever stadig i bedste velgående – ikke fordi europæerne er specielt stolte af den, men fordi det er svært at gøre op med forestillinger, der er dybt indlejrede i vores kollektive bevidshed. De sidder som en skygge i baghovedet.

Afrikanere blev derfor mestendals betragtet – og fremstillet – som stolte og glade naturbørn. Deraf kommer også forestillingen om, at afrikanere har brug for europæere til at styre deres lande. Det kunne man finde mange offentlige personer – for eksempel Erhard Jacobsen – der argumenterede for helt frem til apartheidstyrets fald. I dag kan man stadig møde forestillingen i diverse samtaler med folk, men det er kun de færreste, der vil lufte den offentligt – der skal man ret langt ud på højrefløjen, hvor folk er erklærede racister.

Og så er vi tilbage ved budskabet i ”Komatis tårer”: De sorte har brug for de hvides overherredømme, ellers ender det i kaos. Brutaliteten og undertrykkelsen forties, de sorte oprørere er farlige terrorister, som vi villle kalde dem i dag. Dét er racisme og kolonibevidsthed. I dag kan langt de fleste se, at det er latterligt, det er mindst 20-25 år siden, at den holdning var legitim. Forestillingen om at danskere og europæere er mere civiliserede end resten af verden, lever til gengæld i bedste velgående. Den behøver man ikke gå i kælderen i Århus Stadsbibliotek for at finde eksempler på.

Negerappelsiner! Fantastisk ord. Der er der vist ingen, der kunne finde på at sige i dag. Alle vil grine ad det eller blive forurettede. Så på den led er vi blevet klogere.