Søg i denne blog

tirsdag den 28. oktober 2014

Filosofi uden bullshit



De fleste – jeg skulle lige til at sige normale – mennesker har det vist som jeg: Filosofi, man orker ikke at læse det, man orker ikke alt det ævlebævle, som man skal tygge sig igennem for at nå frem til et eller andet, som man kan bruge til noget. Tag nu bare sådan noget som Frankfurterskolen. Det er et ord, de fleste har hørt, men hvem var det lige – for slet ikke at tale om, hvem der tilhørte den ene eller den anden generation. I øvrigt er det den slags, som man lynhurtigt kan finde på nettet, hvis man har brug for det.

Faktisk er der kun én filosof, som jeg synes det er værd at læse i originalværkerne, nemlig Nietzsche. Han er på mange måder et guddommeligt vrøvlehoved, og hvis man sådan lige slår op i en tilfældig bog og læser 3-4 sider et sted i midten, er man stensikkert blevet hylet ud af sin vanetænkning. Der er mindst et par sætninger, som man roligt kan tænke videre over og sætte ind i sin forestillingsverden. Og så er han ofte meget morsom.

Men alle de andre – nej tak. De er kedelige, og jeg orker det ikke. Mange har alt for travlt med at udvikle andre filosoffers teorier eller rakke dem ned på et meget subtilt niveau. Omvendt er det jo ikke bare ævlebævle alt sammen – meget af det er faktisk anvendeligt i det daglige. 

Selv blev jeg for nylig sat godt og grundigt ind i anvendeligheden af Hegels synteseteori: Når to mennesker pludselig står i tilsyneladende uforsonlige positioner, er det en stor fordel at tale om noget helt andet, der vækker gensidig forståelse. Eller at stille hinanden spørgsmålet: Hvor kan disse tilsyneladende uforsonlige positioner mødes? Det bruger jeg i det daglige i samtaler med folk, og det virker fabelagtig godt. Ofte begynder man at grine over, at man kunne male hinanden op i de hjørner, man havde gjort.

Og sådan er det med mange filosoffer: De har redskaber, som er anvendelige i det praktiske og daglige liv.


Og se dét findes der en fremragende lille bog om. Den er skrevet af engelske Nicholas Fearn, som har lavet et forbilledligt stykke formidlingsarbejde om de 25 vigtigste (efter hans mening, naturligvis) filosoffers metoder. Den hedder ”Nietzshes hammer og andre redskaber fra filosofiens værktøjskasse”. Hver filosof får en 6-7 sider hver, og så har man faktisk fået et overblik over, hvad man kan bruge Nietzsche, Aristoteles, Derrida, Hegel, Kant og mange andre til. Derfor er det et fremragende opslagsværk og et godt eksempel på, at det kan være bedre og nemmere at have en bog end at bruge nettet. Det er sådan en bog, som man er glad for at eje, og mit eksemplar er efterhånden godt slidt.


Desværre er den udsolgt fra forlaget, men da jeg tjækkede på antikvariat.net, var der 4 eksemplarer til salg, de tre ubrugte til 150 kr. stykket. Godt køb! God julegave!


torsdag den 16. oktober 2014

Intet menneske er en ø – og dog



Med sin nye roman ”De usynlige” skriver norske Roy Jacobsen, født 1954, sig ind i en lang litterær tradition, hvor livet på en lille ø bliver udfoldet. Der er noget dragende ved små øer, fordi de er en hel verden i sig selv, et sted hvor mennesket er tvunget til at se det store i det små. Det er også et sted, der sætter et dybt og varigt aftryk.

Herhjemme har vi store klassikere som Vagn Lundbyes Anholdt-trilogi og – ikke mindst – Harald Kiddes fantastiske roman ”Helten”, som vist desværre er gået helt i glemmebogen. Og så naturligvis Martin A. Hansens ”Løgneren”. Alle bøger som man kan få for en slik i diverse antikvariater, og som er fremragende til rolige ferier. Mindfulness lige dér.

Tilbage til Roy Jacobsen, der ikke er en storsælger herhjemme – men det er han i Norge. Med rette. Hans sprog er klart og tydeligt, det er poetisk, men uden at være overgjort. Poetisk sprog handler om at ramme lige de rigtige ord for at skabe billeder, meddigtning og indlevelse hos læseren.

”De usynlige” kan det til perfektion. Historien handler om en lille familie, der bor alene på en lille ø kaldet Barrøy. Ingen i familien kan længere huske, hvor længe de har boet på Barrøy, men erfaringen om, hvordan man overlever, er nedarvet. Alt skal kunne modstå de hylende vinterstorme, huse, dyr, mennesker og grej – og alt skal passe ind i dette minikosmos – ellers går det galt. Hvis man får en idé til en nyskabelse eller nyanskaffelse, så skal det passe ind i den cyklus, der er naturgiven. Det nøgne menneske er prisgivet.

Historien om denne familie bliver fortalt gennem barnet Ingrid, som vi møder allerede som tre-årig. Vi slipper hende igen 15 år efter, og det fremgår ikke helt, hvornår den foregår, men det lugter af at være fra slutningen af 1920’erne og frem til Anden Verdenskrig.

Ingrid er det nysgerrige, opvakte barn – den perfekte hovedperson. Verden, både på Barrøy, de omgivende øer og fastlandet et par times rotur væk, vokser frem for læseren efterhånden som Ingrid erfarer dens bestanddele. Sammen med hende lærer vi Handelen, præsten og fastlandsfolkets syn på øboerne at kende. På sin vis er de imponerede over deres udholdenhed, men de betragter dem også som nogle uvidende bonderøve. Dybest set er de bare fremmede.

”Dt usynlige” er den slags bog, hvor de små ting er spændende. Hold da op – far skød den nyanskaffede hest, fordi den ikke passede ind i øens cyklus. En hest vil altid være gæst på en ø, hedder det, for om vinteren er den ikke til gavn – den er bare en ædemaskine.

Titlen ”De usynlige” går på, at øen ikke kan ses fra fastlandet, men man kan se fastlandet fra øen. På et andet plan står usynlighedsbegrebet også for alle de ting, der sker, som man ikke kan se, men kun registrere ved at et familiemedlem pludselig ændrer sig. Et skred i bevidstheden – og bang! – en person bliver en anden, og det påvirker alle i familien på sådan et lille sted. Men det usynlige er også den nedarvede erfarings vigtighed, for den udfordres til stadighed af nye erfaringer. Intet menneske er en ø, som det hedder, men det gælder ikke mindst for øboere.

Der sker utroligt meget i familien på disse 15 år, hvor vi følger den. Og det vil faktisk være synd for eventuelle læsere at afsløre noget af udviklingen, for bogen lever ikke mindst ved sine overraskelser. Men som det forhåbentlig fremgår her, er det virkelig værd at tage turen med. ”De usynlige” er kun på lidt over 200 sider – i vore dage kaldes den slags for en kort roman, forstå det, hvem der kan. Om ikke andet: Det er på alle måder en meget smuk bog, det er nok den bedste betegnelse.

Den burde i øvrigt finde mange læsere i disse dage, hvor idealerne er skiftet til at være traveture og kager fra at være udmattersport og diverse madkure. Slap af, let it be. I foråret læste jeg med stor glæde Andrea Hejlskovs ”Og den store flugt” om at forlade normalcivilisationen til fordel for et udmattende nybyggerliv i en svensk udørk. Den bog er en dokumentarisk beretning, men begge bøger handler om det samme: Det såkaldt enkle livs tiltrækning – og stenhårde virkelighed.

Alt dette er meget tiltrækkende for det moderne, medierede menneske. Oh at være offline, oh at stå af ræset, som det hed engang. Som alt andet findes det ikke uden omkostninger. Og dog. Hvilke omkostninger er der lige ved at tage fri et par dage for at læse og fundere over ”De usynlige”? Hvis man er bange for det, er man bange for sig selv.

mandag den 13. oktober 2014

Det konservative kulturtab



Skulptur af  Rudolph Tegner - fra Tegner-museet i Dronninglund
Dagbladets Informations journalist Anna Ullman havde en meget fin og aktuel kommentar i avisen forleden. Udgangspunktet var Mads Holgers folketingskandidatur hos De Konservative, men hendes budskab var vist et andet: At De Konservative i Folketinget for længst har glemt værdien af kulturel indsigt, og, som hun skriver ”I dag er marginale kulturkonservative imidlertid nogle af de eneste i den offentlige debat, der faktisk tillægger kulturen netop den stærke indvirkningskraft (…) Det egentlige spørgsmål er, hvorfor vi i grunden finder det så lattervækkende, når nogle borgerlige debattører formaster sig til at tillægge kulturen et reelt politisk potentiale?”

Det er et fremragende spørgsmål, og jeg scrollede gennem kommentarfeltet i netudgaven. Ud af 35 kommentarer latterliggjorde de 34 enten De Konservative eller Anna Ullman. Så jeg vil gerne perspektivere hendes efter min mening korrekte pointe: De Konservative tabte kulturelt set fuldstændig fodfæste til modernisterne og de kulturradikale i 60erne, og hvis man skal finde én god ting at sige om nullerne, er det, at de kulturelt bevidste konservative kom tilbage i samfundsdebatten – ikke mindst ved at sætte menneskets individuelle frihed i centrum.

Det er ikke et frihedsbegreb, der er forbeholdt de konservative. Man kan gennem kulturhistorien finde mange eksempler på socialt og revolutionært orienterede personer og bevægelser, der havde samme udgangspunkt, herhjemme grupper som for eksempel Cobra og Situationisterne. Venstreorienterede anarkister i mange afskygninger for nu at sætte et andet navn på. Disse bevægelser tabte kampen om venstrefløjen allerede i 1968, da dogmatikerne satte sig på definitionen af at være venstreorienteret. Siden har venstrefløjen stort set sat det fælles frihedsprojekt højere end individets frihed.

Det er naturligvis en falsk modsætning. Det fælles bedste kommer ikke før individets bedste, det fælles bedste er summen af alt det bedste i alle individer, for nu at formulere det slogan-agtigt. For mig at se står dette i skarp modsætning til den herskende diskurs om, at det fælles bedste opnås ved lovregulering og individkontrol, som stort set alle partier fraset Liberal Alliance synes at gå ind for. Man kan også sige, at middelklassenormer har vundet big time – også på venstrefløjen. Det venstreorienterede synspunkt om frihed og lighed via styrkelse af kulturel indsigt, viden og frihed gik tabt i det socialdemokratiske dogme om, at al kultur er godt – at der ikke er forskel på klatmalere og kunstnere, på amatørskriverier og litteratur. Siden har synspunktet ikke vundet fodfæste igen. Man kan endog se det genspejlet i den aktuelle debat om litterær reality, hvor en masse middelmådigheder får spalteplads, så længe de er ”autentiske”. Det svarer til at påstå, at der ikke er forskel på en Hyundai og en Mercedes, fordi begge mærker er et selvkørende transportmiddel på fire hjul.

Men tilbage til De Konservative. I folketinget synes repræsentanterne at være enige om, at kulturel dannelse og indsigt er en privatsag, og dermed er det Gud, konge og fædreland i samdrægtighed med kolde kontanter, der er i højsædet. Sådan har det ikke altid været. Dengang før 1960 var forskellen på Venstre og De Konservative tydelig: For Venstre betød nærdemokratiet stadig noget positivt, og for de konservative var det vigtigt at være et dannet, kulturelt vidende menneske. Ellers var man en bonderøv, og så hørte man hjemme i Venstre.

For et års tid siden fandt jeg en årgang af Danmarks første reklametidsskrift. Årgangen var 1938, og tidsskriftet hed ”Avertisering”. Det var stiftet af en E. G. Eberling, som var bonkammerat med forfatteren Jacob Paludan, der er mest kendt for romanen ”Fugle omkring fyret” – en kommentar til moderniseringen og industrialiseringen af landets provinsbyer. Begge var kulturelt bevidste konservative og noget af det sjoveste ved tidsskriftet er, at der var boganmeldelser i – også selvom det handlede om den nye profession, reklame. Og det var ikke kun bøger om erhvervsliv og den slags, der blev anmeldt, det var såmænd også nye digtsamlinger. Redaktionen af Avertisering var heller ikke bange for at strø om sig med klassiske citater på latin, der ikke var oversat til dansk. Man kunne naturligvis sin Odysseen og sin Cicero, man vidste hvem P. B. Shelley og Dante var – og havde læst dem på datidens katedralskoler og gymnasier. 

Den form for klassisk konservativ dannelse blev effektivt myrdet af Rifbjergs berømte sætning i digtsamlingen ”Konfrontation” fra 1960: ”Poesi: Hvor er mit brokbind”. Ud med alt det gamle lort, og det har ikke siden vundet fodfæste. I dag er oldtidskundskab og latinundervisning forsvundet, og med det en stor del af sprogforståelse historisk set. Folk kender ikke kulturhistorien længere, og i disse dage ser vi endda en radikal minister, som er godt i gang med at myrde store dele af humaniora, fordi det ikke forventes at kunne betale sig i fremtiden. Naturligvis var den klassiske dannelse også en klassemarkør, men den rummede den værdi, at den forstod nutiden i lyset af fortiden og det fællesmenneskelige gennem tiderne og dermed en mytologisk forståelse af mennesket som individ i et fællesskab.

Det er i dette lys, at man skal vurdere Mads Holgers indtræden på den politiske arena. På sin vis er han et opgør mod den herskende materialisme både til højre og venstre i Folketingssalen. Han er også et oprør mod middelklassenormerne og kontrolsamfundet. Derfor er han meget velkommen – naturligvis også for en gammel venstreanarkist som undertegnede. Så kan vi tage et slagsmål om den økonomiske fordelingspolitisk og den nuværende globale røverkapitalisme en anden gang.




søndag den 5. oktober 2014

Livet som digt og myte. Lene Henningsen er i storform med sin nye bog.



En god forfatter nødvendigvis må være en personlighed, et vidende og et søgende menneske. Det kan man sagtens være uden at være en god forfatter, men det gælder ikke den anden vej rundt. Det er lidt som den gamle joke om, at fordi alle aber spiser bananer, er det ikke alle, der spiser bananer, der er aber.

Man kan også sige det lidt mere højtideligt: En god forfatter lader sig gennemlyse af sin samtid og  kulturhistorie for at udgive det nu filtrerede lys i en bog, der netop siger noget nyt og væsentligt takket være det filter, som han eller hun har besluttet sig for denne gang. Men personligheden, forfatterens DNA om man vil, er lige så vigtigt.

Denne gennemlysning af noget, der ligger udenfor forfatterens personlige erindring og oplevelser bevirker, at produktet, bogen, rækker ud over personen, hen til læseren. Det bliver personligt, men ikke privat. Det bliver ikke pinligt, det bliver vedkommende.

Denne proces er ekstra vigtig, når man skriver en selvbiografi, og det har forfatteren Lene Henningsen netop gjort. Den hedder ”Vi lever et digt” og er en af de bøger, der er hurtigt læst, men bliver siddende i læseren længe efter.

Lene Henningsens hovedperson i bogen hedder L., så på den led er der ikke stukket meget under stolen. Men det fungerer fint for Lene Henningsen og bogen, at hun griber til en hovedperson i tredje person ental, for hun har opfundet et snedigt trick med at lade forskellige personer kommentere historien. Således bryder både læseren, redaktøren, filosoffen og andre ind med kommentarer og spørgsmål, og det er en fremragende motor for en slags fiktionalisering af stoffet.

”Vi lever et digt” er en modig tiltel, og den gjorde mig lidt nervøs, inden jeg læste bogen. Det er jo voldsomt prætentiøst, og der skal noget til at leve op til postulatet, så læseren køber udsagnet som sandt – at det ikke bare er forfatteren, der lever livet som et digt, men mange andre. Ifølge Lene Henningsen gør man det ved at se sit liv som en myte og dermed en videreførelse af de liv, der gik forud. At se sig selv som værende nedfældet i livet. For Lene Henningsen udmønter det sig på denne måde:

”Symboler og metaforer forbinder teksten og livet. For L. er det ikke muligt at adskille de to sfærer, og hun vil altid holde på den tætte forbindelse, det fælles åndedræt, digt og liv. Det kan kaldes for en kompromisløshed, men for L. er det ikke andet end en nødvendighed”.

Dette afsnit er dybt centralt for bogen; det er lyset gennem forfatterens personlighed. Men Lene Henningsen overrumpler alligevel ved senere i bogen at henvende sig direkte til læseren: ”Troede du titlen var for sjov?”. Det er ret overlegent gjort, det viser en dreven forfatter, der i den grad mestrer sit stof som netop en henvendelse. Lene Henningsen er nemlig ude i et ærinde, hun vil gerne gøre sin læser klogere uden at være belærende. Lidt på samme måde som Lene Henningsen beskriver sine møder med blandt andet Poul Borum og Villy Sørensen. Hun ved, at det er godt stof, det er ”som mytens ydre skin. Slangeskin. Dog er mønstret på slangeskindet her en tatovering, der skærer sig ned i huden og ikke kan fjernes”.

Her er det på sin plads med lidt biografi, lidt fakta, for ikke alle kender Lene Henningsen. Hun er født i 1967 i Værløse og er et af disse mennesker, der hurtigt kan gå til bunds og rode rundt mellem andre, der ikke passer ind i samfundet, som de fleste ”normale” mennesker. En evigt søgende sjæl, som først fandt en hylde, hun kunne indtage, da hun blev optaget på forfatterskolen i begyndelsen af 90erne. Inden hun blev færdig, havde hun allerede modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat som 23-årig for sine to første digtsamlinger. Og efter min mening bliver hun bedre og bedre – i sin seneste digtsamling ”Karnevals Alter” er der forrygende gode digte, som igen ser os mennesker som en fælles vedvarende skabelse, en myte, et digt.

Og ja, man skal tage det helt bogstaveligt.

Sjovt nok er det som om, at der pludselig træder en ny side frem af Lene Henningsen i ”Vi lever et digt”. Jeg har i hvert fald ikke været opmærksom på den før. Pludselig mod slutningen begynder hun at lege kispus med læseren, lidt som i en gammeldags skæmteroman. Det er som om hun enten tager en halvmaske på – eller også har hun haft den på hele tiden for så pludselig at tage den af. Om ikke andet siger hun BØH til læseren, venligt, men bestemt, og ikke uden erotiske over- og undertoner. Det minder ikke så lidt om Nicole Kidman i filmen ”Eyes Wide Shut”, og fra da af bliver alle kommentatorerne, forfatteren, redaktøren, filosoffen og de andre, smidt uden for døren, for nu vil L. fortælle en historie, og den handler om en besættelse af en mand, der har sadomasochistiske tilbøjeligheder – for nu at sige det kultiveret.

Så lukker Lene Henningsen ellers op for sluserne, for maskeraden. Historien går over stok og sten, lige med ét er det en pageturner, der slutter lige så brat, som den er begyndt: L. sidder menstruerende på elskerens toilet og lukker både bogen og forholdet effektfuldt med et ”Farvel”. Det bliver man som læser jo nødt til at acceptere.

”Vi lever et digt” begynder som en ret traditionel biografi, udvikler sig hurtigt til at være en slags god og klog ven at holde i hånden, for derefter at ende som en fejende flamengo, hvor forfatteren ender med at knække en hæl, fordi skoen ikke kunne holde til tempoet og de omkostninger, det medførte.

Det er godt lavet. Slutningen bliver til dokumentation for titlen, pludslig ved vi ikke, hvad der er virkelighed og hvad der er digt. Men hvordan skulle vi også vide noget om det, når livet er et digt i sig selv? Indirekte bliver denne selvbiografi derfor også til en kritik af tidens dybt kedsommelige optagethed af, hvad der er forfatteren selv og hvad der er fiktion. Hvad rager det os? For hvis det er en god bog, kommer den først og fremmest til at handle om læserens oplevelse, om hvad man selv synes om dette eller hint. Som et godt stykke musik, der sætter ens egen erindring på rejse.

Og dette, mine damer og herrer, er en god bog. Endda en rigtig god bog. Af en god forfatter. Endda en rigtig god forfatter. Forlaget hedder Spring og man kan finde bogen online eller bestille den hos sin yndlingsboghandler. De færreste har den hjemme.