Requiem for en død digter

Det er 3-4 måneder siden, at Forlaget Torgard udgav et udvalg af afdøde Asger Stig Møllers digte, ”De himmelske piber”. Udvalget var foretaget af Per Stig Møller og undertegnede, det var støttet økonomisk af Statens Kunstfond, og vi Per Stig og jeg udarbejdede selv både cover, tekst, papirkvalitet og farver – med fabelagtig støtte, forståelse og modspil fra Torgard. 

Det blev til den smukkeste bog, jeg har været med til at lave. Vi mener i øvrigt begge, at den indeholder nogle af de bedste digte i den himmelstræbende/symbolistiske genre, der er skrevet af en dansker, og flere anmeldere og litterater giver os ret. ”De himmelske piber” fik generelt fine anmeldelser og der var flere radiointerviews samt en hel montage – fremragende i øvrigt – af en times varighed på 24/7. Vi arrangerede i øvrigt også et oplæsningsarrangement hos Paludan I København, hvor der vel var 20 deltagere.

I dag klikkede jeg ind på bibliotek.dk. Status: 29 biblioteker har købt bogen. Den er udlånt på tre af dem, i Herning, Randers og Søborg. Og selv om den fik en hel særudstilling hos Kleins Boghandel på Frederiksberg, har den næppe solgt meget mere end 30 eksemplarer.

Konklusionen er svær at komme udenom: Stort set Ingen interesse for denne digter.

Men hvorfor ikke? Det kræver lidt af et analysearbejde. Indrømmet: Jeg håbede, at vi ville ramme tidsånden, men sjældent har jeg taget så meget fejl; det skulle da lige være dengang i midthalvfemserne, hvor jeg hævdede, at det gryende internet ville være en døgnflue. Ups.

I dag har digte rent faktisk fået en renæssance, både som en form folk skriver mere og mere i, og som flere og flere læser. Men det er en helt speciel type digte, en blanding af 70ernes knækprosa og nutidens formeksperimenter. Samtidig er det også digte, hvor digterne generelt tager af det, der bliver kaldt hovedstolen – der er kort vej fra digtene til digterens personlige liv. Mange kalder det i dag for ”Litterær reality” eller ”Autofiktion”. De mest succesfulde af disse digtere er til stede på både Facebook og egne blogs, de er aktive med oplæsninger og indlæg i aviser.

Jeg har meget stor respekt for disse digtere. De har gjort digtet både politisk og aktuelt igen, og de er en særdeles nødvendig stemme i dagens Danmark, hvor det politiske flertal er mere optaget af at kontrollere folk end at af at udvise tillid. Folkeskolereformen, kommunalreformen og den kommende reform for de privatpraktiserende læger er gode eksempler. Hal Kochs definition af demokrati som samtaler er en saga blot. Digterne indenfor Litterær reality-genren er altid en modvægt til denne udvikling.

Så hvad hulen skal vi med en død digter i dag? 

Svaret er nok: Ikke noget. Og nej, han taler ikke ind i tidsånden overhovedet, men han taler ind i de fleste menneskers liv, når de befinder sig i tilspidsede situationer og sårbare positioner.

Det er der, at digtere som Asger Stig Møller viser deres værdi. Det har ikke specielt meget med tid at gøre, for det er eviggyldigt. Derfor kunne Per Stig Møller og jeg lige så godt have ventet i 50 år (bortset fra at vi ikke ville være i live) eller for 50 år siden (bortset fra at der var Asger Stig Møller ikke født).

Tiden er aldrig og altid moden til digtere som ham. Og nu findes udvalget, nu er det i verden. Det er vi glade for. Så må resten for så vidt passe sig selv.

Myte aflivet: Biblioteker køber færre bestsellere, ikke flere.

Internetmagasinet Søndag aften er altid god for nogle solide historier. Her er en, der afliver myten om, at bibliotekerne køber flere og flere bestseller. Det hævdes ellers ofte fra mange sider, men det har intet på sig. Læs selv:

http://søndagaften.dk/2014/08/ingen-bestsellerisme-paa-biblioteker/

Kvinder og kristendom

Jomfru Maria - altertavle i Sæby Kirke

Hvorfor skal man egentlig beskæftige sig med Maria Magdalene? Det har jeg spurgt mig selv om et par gange, men indtil videre må svaret blive, at myten om hende er fascinerende, fordi den taler direkte ind i både den historiske og den nutidige opfattelse af kvinden.

Denne sommer læste jeg Elisabeth Lyneborgs såkaldte roman ”Maria Magdalenes verdener”. Såkaldte, fordi den minder meget lidt om en traditionel roman. Der er tale om tre forskellige beretninger om historiske kristne mænd, der alle bliver nødt til at forholde sig til Magdalene-myten, og det hele bindes sammen af Maria Magdalenes egne ord, der kommer som afsnit og punktnedslag. Som sådan er det en meget tidstypisk bog, hvor personhistorier kun bindes sammen via tematik og en til lejligheden skabt fælles ramme.

Elisabeth Lyneborg giver i denne bog Magdalene sin egen stemme, og det er naturligvis ren fiktion. Men det samme kan man sige om Jesus’ mange lignelser. De fire evangelier, der er den væsentlige del af det nye testamente, er alle nedskrevet 60-90 år efter Jesus’ død.

Disse evangelier er desuden nøje udvalgt efter en meget lang proces i den kristne kirkes historie, og kirkefædrene nåede først til enighed 300 år efter Jesus død. For, hvilket desværre ikke er almindelig kendt, de er blot fire ud af mange. Således har vi også Maria Magdalenes evangelium – og vi har Judas’ evangelium, som vakte stor opstandelse, da det blev genopdaget i kølvandet på ”Da Vinci-mysteriet”, som måske vakte størst opstandelse ved at påstå, at Jesus og Magdalena havde et barn sammen – og at vogterne af den hellige gral, tempelridderne og deres efterkommere, kendte blodlinjen fra dette barn til nutidens nulevende efterkommer.

Det er naturligvis en god historie – og man kan ikke afvise den. Men meget tyder på, at kærligheden mellem Magdalena og Jesus var rent platonisk – at Magdalena var en af Jesus’ mest dedikerede disciple. Det lyser ud af mange af de evangelier, der ikke kom med i Bibelen.

Tilbage til Elisabeth Lyneborg, som skriver ud fra denne teori. Hendes bestræbelse med ”Maria Magdalenes verdener” er at genindsætte kvinden som ligeværdig manden i den kristne historieskrivning, for vi skal ikke meget mere end 40 år tilbage i historien for at se det dengang spirende oprør mod den patriarkalske kirke og det patriarkalske samfund. Der er sket ret meget på de 40 år, mere end der er sket kønspolitisk set i et par tusinde år før. Kvinder må da stadig heller ikke være hverken rabbier eller imamer – og som bekendt er både Islam og jødedommen dybt indflettet i kristendommen og omvendt.

Det er i denne kønspolitiske sammenhæng, at Elisabeth Lyneborg bliver interessant. Hendes version af Maria Magdalene lyder således i kortform: Maria Magdalene var Jesus’ yndlingsdiscipel, og det vakte ret meget jalousi bland de øvrige disciple, som ikke kun begrænsede sig til de berømte 12. Dengang havde kristendommen to store vækkelsesprædikanter, Jesus’ var den ene, Johannes Døberen (ikke at forveksle med den evangelisten Johannes) den anden. Maria Magdalene var først en af Johannes Døberens disciple, men da han fik hugget hovedet af via Salomes kvindelist, var hun den, der var med til at forene Johannes Døberens og Jesus’ disciple til en samlet bevægelse. Men da kirkefædrene begyndte at skabe en formel religion, var der kun plads til én gudssøn, nemlig Jesus, ikke Johannes Døberen. Derfor udvalget af de kendte evangelister i Det Nye Testamente, som anerkendte Johannes Døberen, men ikke Magdalena, denne kvindelige evangelist og forener. Sagt populært: Jesus skulle kunne stå på egne ben, og derfor også opgøret med gnostikerne, der var alt for præget af denne retnings mysticisme og transcendensforståelse. Begrebet genfødsel blev endeligt skiftet ud med Paradis, og den dag i dag skal man ikke sige ordet genfødsel til ret mange præster, før det tænder deres alarmknapper – nok især fordi det burde være indlysende for enhver, at sjælevandring og paradis-begrebet er skabt af den samme drøm om eller forståelse af, at døden ikke er det endelige punktum.

Disse ting bliver sat vældigt meget på spidsen i mange hundrede år, og da den kristne kirke tog opgøret med de mere gnostiske tempelriddere omkring 1200-1350 handlede det ikke kun om at bryde riddernes økonomiske magt og uafhængighed, men også om forståelsen af Jesus’ som den eneste ene – og om opgøret med dyrkelsen af kvinden som det livgivende princip – en forståelse, der trækker tråde tilbage til de oprindelige religioner, hvor kvinden er livgiveren. Livgiveren skulle centraliseres i én person, nemlig Jomfru Maria, der ifølge mytologien blev befrugte ”ubesmittet”. På godt dansk: Ud med liderlighed, ind med kyskhed.

Det er også derfor, at Maria Magdelena gøres til skøge i Det nye testamente. Hun blev karaktermyrdet som den kødelige kvinde, der angrede, og Jesus var tilgiveren. Det er en bekvem konstruktion, men den savner enhver form for dokumentation. Og Elisabeth Lyneborg føjer endnu en intrikat detalje til historien: Maria Magdalene var nubier fra Nildeltaet, altså sort. Dermed giver Lyneborg også svaret på de mange statuer af en sort madonna, der stadig findes og dyrkes i Middelhavsområdet: Det er resterne af den oprindelige Magdalene-dyrkelse, for Magdalene havde – som Jesus og Johannes Døberen – også healende kræfter. Det er klart, at man ikke bare dyrkede Jesus og Johannes Døberen, fordi de talte om Gud, men fordi guden virkede gennem dem – helt i tråd med den oprindelige forståelse af guder: man dyrker dem, fordi de virker. De helbreder, de giver god høst og så videre.

Den slags er det rene hedenskab og kætteri i den urkristne mytologi, hvilket allerede moseloven slog fast: Du må ikke have andre guder. Og da Jesus blev kåret som frelseren i den senere kristne menighed, var der heller ikke plads til andre.

Så hvorfor skal man beskæftige sig med Maria Magdalene i dag? Måske er svaret, at hun er en fremragende indfaldsvinkel til forståelsen af den religion, som vi har baseret en stor del af vores kultur på. Elisabeth Lyneborgs ”Maria Magdalenes verdener” folder historien ud gennem de tre anfægtede kristne hovedpersoner, som alle jagter både forståelsen af meningen med deres liv. Og det er en søgning, som alle mennesker har i større eller mindre grad – kristne eller ej.

Mere jordnært kan man desuden sige, at det ganske enkelt er en god historie. Hele mytologien omkring tempelridderne og den hellige gral er en god historie, men den plejer at blive fortalt i spændingsregi med cliffhangere og hele svineriet – tænk bare på Dan Brown og Raymond Khourys bestsellere. Det slipper man for i Elisabeth Lyneborgs version, uden at den af den grund bliver kedelig.

Elisabeth Lyneborg har også sin version af, hvad den hellige gral er, og den er efter min mening den bedste og mest troværdige, jeg har læst til dato. Men hvis vi nu leger, at dette er en anmeldelse, så må man altså selv læse det, for det bliver først afsløret til sidst. Dog dette: Den har naturligvis forbindelse til Johannes Døberen …