Litterær bullshit

Jeg gik i gang med at skrive en tekst om symbiosen mellem indsigt og overflade, men kom i tanke om, at jeg havde skrevet det før, bare med nogle andre ord og aktører. Så jeg slog op i min bog ”Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier” fra 2012 – og fandt det. Hvis man vil læse videre må man så låne eller købe bogen. 

Og den store angst. Anmeldelse af Andrea Hejlskovs beretning om at sige farvel til den moderne verden.

Derude i virkeligheden er de fleste vistnok meget godt tilfredse med deres liv. De fleste er alle de, for hvem det moderne samfund fungerer. De har deres karrierer, de tjener penge nok, og de føler en stor tilfredsstillelse i bekræftelsen ved at have travlt, ved at være efterspurgte. Man kan ikke bebrejde dem det, tværtimod, selv om mange opfatter det som om, at de kun tænker på sig selv, deres familie og karriere. Trods alt er det en af de mest basale selvopholdelsesdrifter her i verden.

Men så er der alle de andre. Alle de for hvem det hele giver stadig mindre mening, de, der får stress i mere eller mindre diagnosticerbar grad, de, der ikke kan få pengene til at slå til, de, der ikke kan holde ud at gå i Bilka – på en måde alle de anfægtede. Alle de sygdomsramte, alle kunstnertyperne, alle de udstødte og de fattige. Alle de for hvem karrieren, livet, samfundet og/eller verdens gang bliver en byrde.

Jeg har netop læst Andrea Hejlskovs nye bog Og den store flugt, og den er kommet lidt bag på mig. Heldigvis. Som professionel bogmand læser jeg en masse bøger, og det er de færreste, jeg læser til ende. Langt de fleste orienterer jeg mig blot i for at mærke sproget, stemningen og holdbarheden. Det bevirker, at mange bøger bliver lagt til side med en vis overbærenhed, godt forsøgt osv. Dér havde jeg også regnet med at placere Andrea Hejlskov, for jeg har læst et par ting af hende før, og jeg har det svært med den slags tekster, der er meget intime og åbenhjertige, hele nutidens bølge af ”Her er mit liv”-bøger og -blogs. Måske fordi der er så meget selvpromovering, dårligt sprog og Gajolæske-visdom i dem. Det er ofte overflade camoufleret som indsigt.

Men i Andrea Hejlskovs nye bog fungerer åbenhjertigheden. Ingen forstillelse her. Man tror hende, når hun skriver, at det i virkeligheden mest var angst, der fik hende, hendes mand og deres sammenbragte fire børn i alderen 1-16 år til at forlade samfundet for at blive nybyggere i Langtbortistan-Sverige, i en eller anden udørk tæt på grænsen til Norge. Angst for hvad der sker med dem selv i nutidens Danmark, hvor de åbenlyst ikke passer ind, heller ikke selv om de en overgang prøvede at flytte til Mors. Samfundet flytter naturligvis med. Tilsæt det angsten for den store økokatastrofe, ikke som en apokalypse, mere som en snigende forværring af menneskets vilkår globalt set.

Ægtheden i hendes bog træder hurtigt frem, når hun i begyndelsen af bogen refererer til sine tidligere posts på en blog. Hun erklærer, ikke videre frejdigt, nærmest lidt undskyldende, at bloggen var om ikke løgn, så heller ikke sandheden. Nærmest en slags selvopholdelse, en offentlig peptalk til sig selv, og det passer meget fint ind i det billede, jeg havde af hende, før jeg gik ombord i denne bog. Så lige dér får hun mig, hvis man kan sige det på den måde, lige dér tror jeg på hende. Og da familien er på vej til Sverige for at bosætte sig i en lille hytte, er der et spørgsmål, der dukker op igen og igen; det bliver en slags negativt mantra: ”Må man det?” lyder spørgsmålet, og her forener al angsten sig: Må man virkelig melde sig ud af samfundet på den måde, som denne familie gør? Det er både angsten for fremtiden, men også al den fremmedhed og angst for det, de har lagt bagude, der samles her.

Andrea Hejskovs bog er naturligvis beretningen om hende selv. Men det er også beretningen om manden og de fire børn, som vi efterhånden lærer at kende. I særlig grad blev jeg berørt af hendes billede af ægtefællen Jacob, der tydeligvis er en mand på sammenbruddets rand, når han skal eksistere i den moderne verden. For så vidt kan man sagtens læse bogen som en kærlighedserklæring til ham, et forsøg på at redde sin elskede fra det totale forlis. Han er om nogen fortabt i den civilisation, vi har opbygget her i Danmark anno nutiden. Og når de to store børn villigt giver afkald på civilisationen med al dens teknologibaserede dimsedutter, skyldes det, at de udmærket kan se forliset forude, hvis der ikke sker noget drastisk.

Nemt er det vitterligt ikke at sige den moderne verden ret farvel – og ret goddag til et efterår og en meget lang vinter i en lille hytte i Sverige, hvor projektet er at bygge et egentligt hus, som de alle kan være i.  Et enkelt billede er vel nok: Seks mennesker forsamlet på 16 kvadratmeter i 20 graders frost uden elektricitet. For hulen da – hvor kommer de tæt på hinanden på godt og ondt. Der er magiske øjeblikke, hvor det hele giver mening, men i bogen er der langt flere sindsoprivende øjeblikke, hvor familiemedlemmer er ved at rive ørerne af hinanden. Det er hjerteskærende i ordets egentlige betydning, og Andrea Hejlskov stikker ikke noget under stolen.

Og den store flugt er også en bog om at blive klogere undervejs, den er ikke kalkuleret fra en forfattervinkel, der genfortæller en svær periode, hvor fortælleren nu er blevet klogere og kan se det hele ovenfra. Den er et vidnesbyrd, en sammenskrevet dagbog – deraf ægtheden. Der er ikke noget autofiktionsshit og identitetsleg her. Det er blodig alvor.

Bogen er lykkeligt befriet for løftede pegefingre. Familien Hejlskov har tydeligvis en opfattelse af civilisationen som en fremadskriden mod den store økokatastrofe, men det bliver blandet sammen med Hejskovs egen frygt for familiens sammenbrud, og det er ikke godt at sige, hvor det ene begynder og det andet ender. Det er én stor pærevælling af angst og overlevelsestang, der samles på disse 16 kvadratmeter og gradvis finder både forløsning og tilbageslag.

Man kan læse bogen som en advarsel: Så svært er det at sige farvel til langt det meste af den moderne verden. Intet er pakket ind i denne bog. Men man kan også læse den som en klassisk udviklingshistorie: De gik grueligt meget igennem, men sejrede til sidst. Men måske især som et svar på Andrea Hejskov eget spørgsmål: Fik de bugt med den store angst? Til dels, ja. De blev i hvert fald meget klogere på dens bestanddele. Bogen ligger der, og den er åben som et godt stykke klassisk musik, som alle kan lægge deres tolkninger og liv ind i. Det er dens store styrke.

Bogfætter, Lagerlöf og nutidens levende døde forfattere

Selma Lagerlöf

Lidt syd for Bogense, ud ad vejen mod Skåstrup, ligger Bogfætter. Jeg ved ikke, hvad han ellers hedder – eller også har jeg glemt det – men det er et pragtfuldt antikvariat af den gamle støbning: En stor rodebunke af meget billige bøger. Jeg har den ordning med Bogfætter, at jeg altid slæber en IKEA-pose med bøger, som jeg ikke længere kan have stående, med derhen når jeg er på ferie i det nordfynske, og så kan jeg nappe af hans bøger for ca. 100 kroner. Det kan hurtigt tage et par timer, for Bogfætter er af den snaksalige type, og desuden kan man få en masse sjove historier ud af ham. For eksempel at Bill og Ben-bøger og Barbara Cartland den dag i dag går som varmt brød.

Bogfætter og jeg går godt i spænd, for han ved en masse om populær-litteratur gennem tiderne, og jeg ved en masse om det mere traditionelt litterære og højpandede. Det samme gælder vist for hans kunder, for det er de mest utrolige ting, man kan finde til ingen penge. For eksempel fandt jeg denne gang Georg Brandes’ tobindsværk om Goethe for 20 kroner. Den er forsynet med et imponerende godt register, det var den slags man både kunne, gjorde og betragtede som et must i 1920, da bogen blev udgivet. Hvis man som jeg betragter Goethe som en af de allerstørste digtere er den en guldgrube – og her kommer internettet altså til kort. Det er meget hurtigere at finde f.eks. hans berømte Prometheus-digt og Brandes’ perspektivering af det her end at rode rundt på nettet. Den slags bøger er værd at have i reolen, hvorimod masser af romaner er nemmere at få viden om på nettet end at have den stående og fylde.

Og hov – der var sgu også lige Baudelaires ”Syndens Blomster”, den gode 2. udgave fra 1963 i Sigurd Swanes oversættelse. 5 kroner. Hør lige engang, hvordan man kan turnere et forord: ”Mig hjalp denne Bog ofte over mine sorger og ansporede mig i alt mit Arbejde. Giver min Oversættelse dem, der ikke magter Originalen, noget af den samme Følelse, da betaler jeg kun af på en Gæld, idet jeg giver den videre”. Det skrev Swane i 1921 – 40 år efter kom så den reviderede oversættelse.

Af en eller anden grund hev jeg også en lille bog fra Hasselbalchs Litteraturbibliotek med hen i feriehytten. Det var nogle essays og småhistorier af Selma Lagerlöf, som jeg egentlig ikke kender. For en 20 år siden fik jeg hendes ”Jerusalem” i gave og læste den. Jeg kunne ret godt lide store dele af den. Men Lagerlöfs små historier var så godt skrevet, at jeg tog tilbage til Bogfætter – han måtte da have hendes berømte debutbog ”Gösta Berlings Saga”. Den har jeg aldrig læst. Og ja – naturligvis – pænt indbundet, komplet i ét bind: 10 kroner.

Det er lidt af en oplevelse at læse den. Lagerlöf har et stort, dramatisk og ekspressivt sprog, og hvis hun skal vælge mellem store og små følelser, tager hun konsekvent de store. På en måde er det vildt overgearet, men samtidig så konsekvent, at det er en ren fornøjelse. Hendes billeder og metaforer vokser vildt, og alt i hendes bøger er levende og taler: sten, møbler, træer osv. Overnaturlige væsener betragtes som lige så realistiske som mennesker, så det hele får naturligvis eventyrets præg. I øvrigt er Gösta Berling en værre én: kvindebedårer, poet, drukkenbolt, frafalden præst, you name it. Desuden har han den styrke, at han ofte hellere vil dø end leve – så slap man da for dette usle liv. Sådanne folk sætter konsekvent livet ind på hvad som helst.

Men der er meget mere interessant at hente i bogen, da den er så totalt forskellig fra dansk normalvirkelighed i dag, hvor mange synes konstant at gå foran et spejl; konstant at iagttage og iscenesætte sig selv. Det er ikke Lagerlöfs kop te. Hør her hvordan hun beskriver ”Selviagttagelsens underlige ånd”: ”Vi tænkte på ham med Isøjnene og de lange, krogede Fingre, han, som sidder derinde i Sjælens mørkeste Krog og piller vort Væsen til Trevler, som gamle Koner piller Lapper af Uld og Silke i Stykker. De lange, krogede Fingre pillede, til hele vort jeg lå som en bunke pjalter, og så blev vores bedste følelser, vore mest umiddelbare tanker, alt hvad vi havde gjort og sagt, undersøgt, gennemforsket og trevlet op.”

Modsætningen er selvforglemmelsen. Den beskrives således: ”De stærke Stormfugle, de dæmoniske Lidenskabers Ørne med Ildvinger og Stålklør var kommet susende ned over dig, du Ånd med Isøjnene, de havde slængt dig hen i det ukendte.” Med andre ord: Kun i selvforglemmelse kan mennesker opleve lykkefølelse. Den kan man dermed kun opleve, når livet står på spil, når man vil dø for noget – for eksempel kærligheden. Det minder lidt om Hunter S. Thompsons berømte intro til ”Fear and Loathing in Las Vegas”: ”Den der gør sig selv til en dyr, slipper for smerten ved at være menneske”.

Ergo: Hvis man ikke kan glemme sig selv, er man en levende død, som Lagerlöf også skriver. Det gør 80% af dagens hyldede autofiktive jeg-fortællere til levende døde, navlepillere og narcissister. Det har jeg tygget noget på i den nordfynske feriehytte. Om ikke andet kan man konkludere, at Lagerlöf ikke er til selfies. Men hun fik Nobelprisen som 52 år gammel i 1903 og blev i øvrigt præcis 100 år gammel.

Næste gang nogen knalder en flaske champagne op, tror jeg at den første skål går til hende – og Bogfætter.

Den virkelige historie om den hvide hval

Det er de færreste mænd, der ikke har været fascineret af hvalfangerhistorier. Den kendteste er naturligvis Herman Melvilles Moby-Dick, der fås i et utal af udgaver og udstyr – fra børnebøger til nylige uforkortede udgivelser på dansk. Historien om denne enorme hvide hval, der vædrede et hvalfangerskib, har mytens form, fordi Melvilles kaptajn på skibet, Ahab, bliver så besat af uhyret, at han sætter sit eget og sine mænds liv på spil i jagten på bæstet. Det giver naturligvis også en ekstra dimension, at hvalen er hvid – som et spøgelse, som noget overjordisk. Læg dertil at farven hvid oftest er noget ædelt og overjordisk – men her er det den onde selv i engleforklædning.

Myter har altid rod i noget fællesmenneskeligt, og her er det jagten på det dyr, man er besat af. Det kan naturligvis tolkes på mange måder, men man kan også prøve at finde ind til mytens historiske oprindelse. Det er altid spændende, for man støder på en masse andre gode historier; det er som at se et træ og grave ned i alle rødderne. Men man kan også pludselig snuble over en af rødderne og tage den nedefra og op.

Sådan var det forleden dag, da jeg rodede igennem nogle bøger om opdagelsesrejser, fortællinger fra forskellige tider, al den slags, der er ren og skær underholdning og på alle måde uaktuelt. Jeg faldt over en bog betitlet ”I havets hjerte”, som så ret kulørt ud, nærmest en drengebog. Men skinnet bedrager – hvilket man ofte ser, når forlag prøver at pakke noget seriøst ind som underholdning, fordi de fejlagtigt tror, at det så vil sælge bedre.

”I havets hjerte” er den virkelige historie bag historien om Moby-Dick. Den er skrevet af en Nathaniel Philbrick, som er ekspert i den lille amerikanske ø Nantucket, et tidligere samfund af kvækere, der blev verdens førende kaskelot-hvalfangere i hundrede år fra ca. 1750 – 1850. Nantucket ligger på USA's østkyst, syd for Cape Cod i Massachusetts. Nathaniel Philbrich har specialiseret sig i øens historie, og ”I havets hjerte” er den sande – så tæt man kan komme en historisk sandhed – om hvalfangerskibet Essex forlis i Stillehavet, et forlis som skyldtes et frontalangreb fra en rasende kaskelothval på måske 27 meter. De lamslåede hvalfangere måtte i de små fangerbåde og et par af dem overlevede i over to måneder på havet, før de langt mere døde end levende nåede tilbage til Sydamerika.

Det er en fantastisk beretning, og det viser sig da også, at Nathaniel Philbrick modtog The National Book Award år 2000 for sin bog, ”In the Heart of the Sea”, som er originaltitlen. Philbrick er uddannet journalist, hvilket tydeligt mærkes i hans fortælleform, der er enkel og prunkløs. Han stoler på, at stoffet er spændende nok, hvilket det i den grad også er. Og der lykkes ham at kombinere historien om hvalen og forliset med kvækernes liv og religion, med sømænds forhold, om hvordan sult og tørst påvirker et menneske fysisk og pyskisk. Plus hvalfangerhistoriens begyndelse og slutning, skibenes opbygning, kvindernes stilling i sådan et samfund, Atlanterhavets og Stillehavets vejrforhold og meget, meget andet. Alt sammen logisk føjet ind under hovedhistorien. Det er en bedrift at kunne opbygge sådan en bog.

”I havets hjerte” er det, man kan kalde en rigtig mandebog. For så vidt er der intet i den, der er til nogen nytte, det er sikkert meget få mennesker, som man møder, der har læst den, men det er en herlig beretning om et lille hjørne af historien, som i hvert fald jeg ikke kendte meget til, men som de fleste andre drenge og mænd ved, er der noget fascinerende ved jagt og skæbne – og da ikke mindst, når vi taler om jagten på verdens største rovdyr. Så det er en gysende lystlæsning.

Desuden kommer Philbrick tæt på en løsning af mysteriet: Hvorfor angreb hvalen dette skib? Det var almindeligt kendt på det tidspunkt, at hvaler aldring angriber moderskibet, mens de sagtens kan finde på at angribe fangerbådene. Og her er så forklaringen: Essex var allerede gammelt og lidt mørt, da det stævnede ud fra Nantucket, så der var mange reparationer undervejs. Han-kaskelothvalers parringsleg ledsages af monotone klik-lyde, og det var netop hvad der kom fra Essex, fordi en mand var i færd med at hamre søm i det møre skrog under vandlinjen, da hvalen angreb – frontalt, som kaskelothvaler nu engang gør, når de slås om territorier og hunner. Så den store hval forsvarede såmænd blot sit revir og sit territorie – og Essex' gamle skrog kunne ikke holde til så hård en kollision.

Når man lever af at redigere bøger og se forskellige udgivelsesmuligheder og tidens trends, spøger der naturligvis et spørgsmål. Bogen blev udgivet på Borgen i 2001, er hamrende udsolgt (og evt. restoplag sikkert for længst destrueret) og kan ikke engang opdrives på antikvariat.net. Men nogle biblioteker har den stadig, så man kan sagtens bestille og læse den. Men måske skulle man genudgive den? Med en forside, der svarer til bogens indhold og ikke ligner en mellemting mellem en drengebog og en kulørt, dårligt skrevet gang fiktion? Vi taler trods alt om virkeligheden bag den amerikanske litteraturs måske mest kendte værk – og om menneskets ældste fælles fortælling: Jagten på dyret for at sikre sin families og sin egen overlevelse og videreførelse. Og at dyret selv gjorde det samme, gør på inden måde historien dårligere.