Psykologisk socialrealisme med djævlefjæs

For hulen i uglen! Sikke en forside. Thi myldre djævle frem på jord eller under skørterne på kvinden med det godmodige, bagvendte rovdyrfjæs. Tine Helleshøj hedder illustratoren, og sjældent har man da set lige sådan en forside. Der må åbnes og vendes sider. Det bliver det hele ikke dårligere af – tværtimod.

Lad mig bekende kulør med det samme: Jeg er vildt imponeret over Louise Kristensens debut som novelleforfatter, samlingen ”Mod solnedgangen”. Det skyldes to faktorer. Først og fremmest hendes sprog, som i mange tilfælde er i absolut særklasse. Det er vildt, men tøjlet. Den disciplin er der ikke mange, der mester, ofte skal man hen til lyrikere for at finde noget tilsvarende, og det giver god mening, for Louise kristensen udsendte sin debutdigtsamling ”Syltede små skorpioner” i foråret 2013, og den rummede mange gode takter, men samtidig havde den også debutantens usikkerhed.

I ”Mod solnedgangen” springer hun virkelig ud som forfatter. For hvad er det et godt sprog kan? Det er ikke blot en opvisning i ekvillibrisme; et godt sprog skaber nærvær hos læseren via præcision. Men det skal bruges til noget, man skal ville sin læser noget, man skal ville fortælle gode historier til andre. Den slags der på nudansk hedder at brænde for noget eller at have noget på hjerte. Men skal vi ikke bare kalde det kendetegnet for den gode fortæller?

Den gode fortæller kan skrive historier, der rækker ud over individdet, ud over sig selv. Den gode fortæller kan fortælle om de mest fremmedartede ting, der kommer fra et helt andet sted og miljø end vedkommende; den gode fortæller udvidder på den måde læserens erfaringsverden og dermed også læserens forståelse for andet end sig selv.

Lad mig sammenligne med en af Danmarks største fortællere, Johannes V. Jensen. Han kunne det samme. Henrik Pontoppidan kunne det samme. Og Louise Kristensen har snuden i samme spor rent sprogligt. Hun kan skabe nærvær i fremmede verdener, men hun kan også udvidde forståelsen af den verden, der omgiver os her og nu.

Formmæssigt ligger Louise Kristensen dog et et andet sted end disse forfattere. Hun skriver i den genre, der ikke er videre brugt eller læst herhjemme, nemlig den amerikanske Southern Gothic-genre, folk som Edgar Allan Poe, Flannery O’Connor og William Faulkner med forgreninger til for eksempel Crime Noir-forfatteren James M. Cain, hvis kendteste romaner er Postbuddet ringer altid to gange og Mildred Pierce. Så hvad får man, hvis man parrer James M. Cain med Johannes V. Jensen? Man får noget, der ligger ret tæt på de fleste af Louise Kristensens noveller i ”Mod Solnedgangen”.

Novellerne beskæftiger sig med en mere eller mindre kendt dagligdag i Danmark, men det er ofte veritable gysere. Louise Kristensen kan beskrive et liv blandt pædagoger på en ungeinstitution, så det løber koldt ned ad ryggen. Det gør det også i fortællingen om 12-årige Sander, der vokser op i et såkaldt progressivt miljø blandt aktivister i 80ernes Danmark. Novellen formidler helt formidabelt den verden, som stakkels Sander skal navigere i:

På den ene side er der klistermærker med gifttromler, døde fisk og atomødelæggelser alle vegne, men på den anden side fortæller de voksne ham, at han ikke skal tage det så tungt, at det slet ikke behøver at gå så galt. Men hvorfor taler de så om det hele tiden? Mener de overhovedet, hvad de siger? Novellen minder mig om Jim Morrissons citat ”Ghosts crowded the young childs fragile egg-shell mind”, spøgelser befolkede det lille barns skrøbelige æggeskals-sind. Morrisons strofe er selvoplevet, den stammer fra en barndomsoplevelse, som han havde en dag, hvor han kørte forbi et trafikuheld i sine forældres bil og så døde indianere spredt ud over vejen. Til sin død mente Jim Morrisson, at han var blevet besat af deres sjæle.

For så skrøbelige er børn oftest. Så skrøbelig er Sander. Og jeg tror på, efter at have læst Louise Kristensens novelle, at mange børn af 80erne voksede op i angst – jeg tror også på, at de gør det i dag, hvis deres forældre er overbevist om, at verden går under på grund af klimaforandringerne. Hvorfor skal man så leve videre? Det dilemma står Sander i, og jeg vil ikke afsløre her, hvad det ender med. Sådan er det i øvrigt med mange af fortællingerne i ”Mod Solnedgangen”, sproget og nærværet skaber uhygge. Men de foregår ikke på et fjernt og øde slot i et mørkt fyrstedømme. De er beskrivelser af, hvad der sker her og nu i Danmark. Med enkelte afstikkere til en mere eller mindre fjern fortid.

Ind imellem fiser novellerne lidt ud til sidst, for flere af dem mangler den effektfulde afslutning, som traditionelt kendetegner den gode novelle. Men rejsen hen mod enden er det hele værd og mere til. Dette er trods alt en debut som novelleforfatter – så hvad kan man lige forvente?

Tematisk er det nemt nok at samle de 10 noveller. De handler alle om mennesker, hvis fundament pludselig forsvinder eller ikke er til stede. Novellerne er en verden af folk, der konfrontes med noget ubegribeligt. Og nej, det er ikke behageligt. Louise Kristensen er det modsatte af en feelgood-forfatter. Det er psykologisk socialrealisme med djævlefjæs. Grotesker. Til alle der er en anelse trætte af provinsminimalisme og litterær reality.

Louise Kristense udkommer på forlaget Det Poetiske Bureau, og man kan købe novellesamlingen for en slik på deres hjemmeside, men man kan også bestille den hos boghandleren.

Salmiakspiritussens spøgelse

Jeg har hygget mig ret meget med læse Cecilie Frøkjærs nye bog, som af uransagelige årsager hedder ”Fruen kommer i dag”. Allerede 1. november var der helsidesannoncer for den i dagbladene, hvor den bliver præsenteret som ”Årets julegave”, for man skal naturligvis ikke tage fejl: Dette er en kommerciel udgivelse. To mediekendisser taler sammen, for Cecilie Frøkjær har fat i hele Danmarks grand old lady, nemlig Lise Nørgaard, Matadors manuskriptforfatter.

Pludselig lå bogen på mit spisebord, og jeg begyndte at bladre lidt rundt i den. Det stod hurtigt klart, at der var noget på færde, at dette var alt andet end en klam, kommerciel fidus. Klam er den ikke, og det er heller ikke en fidus. Det kunne jeg ellers hurtigt have afskrevet den som, og de fleste, som jeg har talt med, har leet lidt overbærende og sagt ”Åh ja, julegaven i sidste øjeblik til mormor”. Well, godt for mormor. Jeg kan dog godt unde andre også at læse med.

Cecilie Frøkjær og Lise Nørgaard er to forskellige meget forskellige typer. Frøkjær er i midten af 40erne, Nørgaard fylder snart 100. Frøkjær kan godt lide at finde ud af, hvad der gemmer sig inde i mennesker, hvem er de egentlig, hvad ligger der i dette menneske. Det er vel hendes hemmelighed, den X-faktor der gør, at hun har formået at holde sig på toppen blandt talkshow-værter i 20 år. Lise Nørgaard er, som det efterhånden fremgår af bogen, reverenter talt fuldstændig ligeglad med det, hun kalder føleri, der er ikke meget sentimentalitet over hende. Hun ser på, hvad mennesker gør, om de er i stand til at tage sig sammen eller ej. Og den spænding ligger som en fin lille understrøm i bogen.

Det betyder dog ikke, at Lise Nørgaard er blottet for medfølelse, slet ikke. Hun har en barndomsoplevelse med en ”stakkels kvinde”, hendes ord, der drak salmiakspiritus i desperation over at være blevet gravid. Det blev skelsættende for Lise Nørgaard, som begyndte at føre en livslang kamp for kvinders ret til at skabe deres eget liv, til ikke at underlægge sig manden. Det gør kvinder bedst ved at have et arbejde, så de altid kan sige farvel og tak. Den kendte historie om forfatteren til bestsellerne ”Kun en pige” og ”De sendte en dame”. Samt grundregel nummer et for alle feminister.

Lise Nørgaard kalder sig selv for en gammel kyniker, og netop derfor ved hun ganske enkelt noget om mennesker, en viden der beror på en stor nysgerrighed og fortællelyst. Hun elsker skæbnefortællinger, gerne historier der bliver båret af teatrets grundbestanddele, det tragiske og det komiske. Og for at kunne fortælle dem videre, har man brug for at kunne se det hele ovenfra. Så hjælper det ikke, at man dvæler for længe ved ligegyldige detaljer og føleri. Sådan har det også været i hendes eget liv, man må komme videre, kun tælle de lyse timer, op på hesten igen - ellers bliver man et offer for uhåndterlige følelser.

Den holdning står hun ikke alene med, den deles af mange karrierekvinder, der har rundet de 60 år, men holdningen er ikke videre gængs på bjerget i dag. Bogen er spækket med vidnesbyrd om, hvor meget hun afskyr ”jammer”, ævlebævle” og ”mavefornemmelser”. Mange af udtalelserne er ganske guddommelige, og Lise Nørgaard kan virkelig ramme al nutidens selvhjælpspladder klokkerent i måsen. Det bliver ikke hende, der køber den nys udkomne bog ved navn ”Vær pilot for dit barn”. Af samme årsag foragter hun også al det moderne sprog med dets snask, unøjagtigheder og naragtigheder. Sproget er meget vigtigt for hende, og hun kan virkelig være en pest, forstår man, for hun retter konstant folk, hvis de ikke taler et korrekt dansk. ”Det vidner om glosefattigdom”, som hun siger. Og der er ingen nåde hos fru Nørgaard, hun tager ingen gidsler.

Til gengæld rummer hun til overflod en livsklogskab, som giver sig udslag i mange bonmots og læresætninger, så som denne: ”Man skal ikke tvinge folk ind i sit eget mønster. Man har lov til at have hver sit syn på forholdene, og mennesker kan have grunde, man ikke kender, til at gøre som de gør”. Bemærk lige at hun siger forholdene, ikke tingene. Vi taler ikke om ting her, men om mennesker, og menneskers vilkår giver sig udslag i forhold, ikke ting.

”Fruen kommer i dag” er båret af to gode egenskaber: Lise Nørgaards fremragende sprog, der er i Dronning Margrethe-klassen, og Cecilie Frøkjærs glimrende interview- og redigeringsarbejde. Og naturligvis: Som med Matador er Lise Nørgaards eget liv et stykke danmarkshistorie, og bogen giver et godt billede af den dannede, anstændige – og ofte også uanstændige – borgerlighed, som efterhånden synes at være udryddet. Personlig er jeg overbevist om, at den vil vende stærkt tilbage som en del af det nødvendige opgør med nutidens benhårde managementkultur camoufleret som hjælp til at udfolde medarbejdernes potentiale – føleri i en jernhandske, med andre ord. Det er ikke Lise Nørgaards og vist nok heller ikke Cecilie Frøkjærs kop te. Men det er en anden historie.

Og dog ”Fruen kommer i dag” opfordrer til aktiv indlevelse og modsigelse. Salmiakspiritus eller ej, på mange måder er fruen stokkonservativ, og hendes sociale forståelse synes ofte ikke meget større end en dolkhales. Så på den måde er det ikke en feelgood-bog. Men hvem gider også blive fodret med for mange flødeskumskager? Ikke Lise Nørgaard. Hun afskyr blødt brød og kaffe, foretrækker til enhver tid en drink og et stykke smørrebrød. I det er jeg fuldstændig enig.

Filosofi uden bullshit

De fleste – jeg skulle lige til at sige normale – mennesker har det vist som jeg: Filosofi, man orker ikke at læse det, man orker ikke alt det ævlebævle, som man skal tygge sig igennem for at nå frem til et eller andet, som man kan bruge til noget. Tag nu bare sådan noget som Frankfurterskolen. Det er et ord, de fleste har hørt, men hvem var det lige – for slet ikke at tale om, hvem der tilhørte den ene eller den anden generation. I øvrigt er det den slags, som man lynhurtigt kan finde på nettet, hvis man har brug for det.

Faktisk er der kun én filosof, som jeg synes det er værd at læse i originalværkerne, nemlig Nietzsche. Han er på mange måder et guddommeligt vrøvlehoved, og hvis man sådan lige slår op i en tilfældig bog og læser 3-4 sider et sted i midten, er man stensikkert blevet hylet ud af sin vanetænkning. Der er mindst et par sætninger, som man roligt kan tænke videre over og sætte ind i sin forestillingsverden. Og så er han ofte meget morsom.

Men alle de andre – nej tak. De er kedelige, og jeg orker det ikke. Mange har alt for travlt med at udvikle andre filosoffers teorier eller rakke dem ned på et meget subtilt niveau. Omvendt er det jo ikke bare ævlebævle alt sammen – meget af det er faktisk anvendeligt i det daglige. 

Selv blev jeg for nylig sat godt og grundigt ind i anvendeligheden af Hegels synteseteori: Når to mennesker pludselig står i tilsyneladende uforsonlige positioner, er det en stor fordel at tale om noget helt andet, der vækker gensidig forståelse. Eller at stille hinanden spørgsmålet: Hvor kan disse tilsyneladende uforsonlige positioner mødes? Det bruger jeg i det daglige i samtaler med folk, og det virker fabelagtig godt. Ofte begynder man at grine over, at man kunne male hinanden op i de hjørner, man havde gjort.

Og sådan er det med mange filosoffer: De har redskaber, som er anvendelige i det praktiske og daglige liv.

Og se dét findes der en fremragende lille bog om. Den er skrevet af engelske Nicholas Fearn, som har lavet et forbilledligt stykke formidlingsarbejde om de 25 vigtigste (efter hans mening, naturligvis) filosoffers metoder. Den hedder ”Nietzshes hammer og andre redskaber fra filosofiens værktøjskasse”. Hver filosof får en 6-7 sider hver, og så har man faktisk fået et overblik over, hvad man kan bruge Nietzsche, Aristoteles, Derrida, Hegel, Kant og mange andre til. Derfor er det et fremragende opslagsværk og et godt eksempel på, at det kan være bedre og nemmere at have en bog end at bruge nettet. Det er sådan en bog, som man er glad for at eje, og mit eksemplar er efterhånden godt slidt.

Desværre er den udsolgt fra forlaget, men da jeg tjækkede på antikvariat.net, var der 4 eksemplarer til salg, de tre ubrugte til 150 kr. stykket. Godt køb! God julegave!

Intet menneske er en ø – og dog

Med sin nye roman ”De usynlige” skriver norske Roy Jacobsen, født 1954, sig ind i en lang litterær tradition, hvor livet på en lille ø bliver udfoldet. Der er noget dragende ved små øer, fordi de er en hel verden i sig selv, et sted hvor mennesket er tvunget til at se det store i det små. Det er også et sted, der sætter et dybt og varigt aftryk.

Herhjemme har vi store klassikere som Vagn Lundbyes Anholdt-trilogi og – ikke mindst – Harald Kiddes fantastiske roman ”Helten”, som vist desværre er gået helt i glemmebogen. Og så naturligvis Martin A. Hansens ”Løgneren”. Alle bøger som man kan få for en slik i diverse antikvariater, og som er fremragende til rolige ferier. Mindfulness lige dér.

Tilbage til Roy Jacobsen, der ikke er en storsælger herhjemme – men det er han i Norge. Med rette. Hans sprog er klart og tydeligt, det er poetisk, men uden at være overgjort. Poetisk sprog handler om at ramme lige de rigtige ord for at skabe billeder, meddigtning og indlevelse hos læseren.

”De usynlige” kan det til perfektion. Historien handler om en lille familie, der bor alene på en lille ø kaldet Barrøy. Ingen i familien kan længere huske, hvor længe de har boet på Barrøy, men erfaringen om, hvordan man overlever, er nedarvet. Alt skal kunne modstå de hylende vinterstorme, huse, dyr, mennesker og grej – og alt skal passe ind i dette minikosmos – ellers går det galt. Hvis man får en idé til en nyskabelse eller nyanskaffelse, så skal det passe ind i den cyklus, der er naturgiven. Det nøgne menneske er prisgivet.

Historien om denne familie bliver fortalt gennem barnet Ingrid, som vi møder allerede som tre-årig. Vi slipper hende igen 15 år efter, og det fremgår ikke helt, hvornår den foregår, men det lugter af at være fra slutningen af 1920’erne og frem til Anden Verdenskrig.

Ingrid er det nysgerrige, opvakte barn – den perfekte hovedperson. Verden, både på Barrøy, de omgivende øer og fastlandet et par times rotur væk, vokser frem for læseren efterhånden som Ingrid erfarer dens bestanddele. Sammen med hende lærer vi Handelen, præsten og fastlandsfolkets syn på øboerne at kende. På sin vis er de imponerede over deres udholdenhed, men de betragter dem også som nogle uvidende bonderøve. Dybest set er de bare fremmede.

”Dt usynlige” er den slags bog, hvor de små ting er spændende. Hold da op – far skød den nyanskaffede hest, fordi den ikke passede ind i øens cyklus. En hest vil altid være gæst på en ø, hedder det, for om vinteren er den ikke til gavn – den er bare en ædemaskine.

Titlen ”De usynlige” går på, at øen ikke kan ses fra fastlandet, men man kan se fastlandet fra øen. På et andet plan står usynlighedsbegrebet også for alle de ting, der sker, som man ikke kan se, men kun registrere ved at et familiemedlem pludselig ændrer sig. Et skred i bevidstheden – og bang! – en person bliver en anden, og det påvirker alle i familien på sådan et lille sted. Men det usynlige er også den nedarvede erfarings vigtighed, for den udfordres til stadighed af nye erfaringer. Intet menneske er en ø, som det hedder, men det gælder ikke mindst for øboere.

Der sker utroligt meget i familien på disse 15 år, hvor vi følger den. Og det vil faktisk være synd for eventuelle læsere at afsløre noget af udviklingen, for bogen lever ikke mindst ved sine overraskelser. Men som det forhåbentlig fremgår her, er det virkelig værd at tage turen med. ”De usynlige” er kun på lidt over 200 sider – i vore dage kaldes den slags for en kort roman, forstå det, hvem der kan. Om ikke andet: Det er på alle måder en meget smuk bog, det er nok den bedste betegnelse.

Den burde i øvrigt finde mange læsere i disse dage, hvor idealerne er skiftet til at være traveture og kager fra at være udmattersport og diverse madkure. Slap af, let it be. I foråret læste jeg med stor glæde Andrea Hejlskovs ”Og den store flugt” om at forlade normalcivilisationen til fordel for et udmattende nybyggerliv i en svensk udørk. Den bog er en dokumentarisk beretning, men begge bøger handler om det samme: Det såkaldt enkle livs tiltrækning – og stenhårde virkelighed.

Alt dette er meget tiltrækkende for det moderne, medierede menneske. Oh at være offline, oh at stå af ræset, som det hed engang. Som alt andet findes det ikke uden omkostninger. Og dog. Hvilke omkostninger er der lige ved at tage fri et par dage for at læse og fundere over ”De usynlige”? Hvis man er bange for det, er man bange for sig selv.

Det konservative kulturtab

Skulptur af  Rudolph Tegner - fra Tegner-museet i Dronninglund

Dagbladets Informations journalist Anna Ullman havde en meget fin og aktuel kommentar i avisen forleden. Udgangspunktet var Mads Holgers folketingskandidatur hos De Konservative, men hendes budskab var vist et andet: At De Konservative i Folketinget for længst har glemt værdien af kulturel indsigt, og, som hun skriver ”I dag er marginale kulturkonservative imidlertid nogle af de eneste i den offentlige debat, der faktisk tillægger kulturen netop den stærke indvirkningskraft (…) Det egentlige spørgsmål er, hvorfor vi i grunden finder det så lattervækkende, når nogle borgerlige debattører formaster sig til at tillægge kulturen et reelt politisk potentiale?”

Det er et fremragende spørgsmål, og jeg scrollede gennem kommentarfeltet i netudgaven. Ud af 35 kommentarer latterliggjorde de 34 enten De Konservative eller Anna Ullman. Så jeg vil gerne perspektivere hendes efter min mening korrekte pointe: De Konservative tabte kulturelt set fuldstændig fodfæste til modernisterne og de kulturradikale i 60erne, og hvis man skal finde én god ting at sige om nullerne, er det, at de kulturelt bevidste konservative kom tilbage i samfundsdebatten – ikke mindst ved at sætte menneskets individuelle frihed i centrum.

Det er ikke et frihedsbegreb, der er forbeholdt de konservative. Man kan gennem kulturhistorien finde mange eksempler på socialt og revolutionært orienterede personer og bevægelser, der havde samme udgangspunkt, herhjemme grupper som for eksempel Cobra og Situationisterne. Venstreorienterede anarkister i mange afskygninger for nu at sætte et andet navn på. Disse bevægelser tabte kampen om venstrefløjen allerede i 1968, da dogmatikerne satte sig på definitionen af at være venstreorienteret. Siden har venstrefløjen stort set sat det fælles frihedsprojekt højere end individets frihed.

Det er naturligvis en falsk modsætning. Det fælles bedste kommer ikke før individets bedste, det fælles bedste er summen af alt det bedste i alle individer, for nu at formulere det slogan-agtigt. For mig at se står dette i skarp modsætning til den herskende diskurs om, at det fælles bedste opnås ved lovregulering og individkontrol, som stort set alle partier fraset Liberal Alliance synes at gå ind for. Man kan også sige, at middelklassenormer har vundet big time – også på venstrefløjen. Det venstreorienterede synspunkt om frihed og lighed via styrkelse af kulturel indsigt, viden og frihed gik tabt i det socialdemokratiske dogme om, at al kultur er godt – at der ikke er forskel på klatmalere og kunstnere, på amatørskriverier og litteratur. Siden har synspunktet ikke vundet fodfæste igen. Man kan endog se det genspejlet i den aktuelle debat om litterær reality, hvor en masse middelmådigheder får spalteplads, så længe de er ”autentiske”. Det svarer til at påstå, at der ikke er forskel på en Hyundai og en Mercedes, fordi begge mærker er et selvkørende transportmiddel på fire hjul.

Men tilbage til De Konservative. I folketinget synes repræsentanterne at være enige om, at kulturel dannelse og indsigt er en privatsag, og dermed er det Gud, konge og fædreland i samdrægtighed med kolde kontanter, der er i højsædet. Sådan har det ikke altid været. Dengang før 1960 var forskellen på Venstre og De Konservative tydelig: For Venstre betød nærdemokratiet stadig noget positivt, og for de konservative var det vigtigt at være et dannet, kulturelt vidende menneske. Ellers var man en bonderøv, og så hørte man hjemme i Venstre.

For et års tid siden fandt jeg en årgang af Danmarks første reklametidsskrift. Årgangen var 1938, og tidsskriftet hed ”Avertisering”. Det var stiftet af en E. G. Eberling, som var bonkammerat med forfatteren Jacob Paludan, der er mest kendt for romanen ”Fugle omkring fyret” – en kommentar til moderniseringen og industrialiseringen af landets provinsbyer. Begge var kulturelt bevidste konservative og noget af det sjoveste ved tidsskriftet er, at der var boganmeldelser i – også selvom det handlede om den nye profession, reklame. Og det var ikke kun bøger om erhvervsliv og den slags, der blev anmeldt, det var såmænd også nye digtsamlinger. Redaktionen af Avertisering var heller ikke bange for at strø om sig med klassiske citater på latin, der ikke var oversat til dansk. Man kunne naturligvis sin Odysseen og sin Cicero, man vidste hvem P. B. Shelley og Dante var – og havde læst dem på datidens katedralskoler og gymnasier. 

Den form for klassisk konservativ dannelse blev effektivt myrdet af Rifbjergs berømte sætning i digtsamlingen ”Konfrontation” fra 1960: ”Poesi: Hvor er mit brokbind”. Ud med alt det gamle lort, og det har ikke siden vundet fodfæste. I dag er oldtidskundskab og latinundervisning forsvundet, og med det en stor del af sprogforståelse historisk set. Folk kender ikke kulturhistorien længere, og i disse dage ser vi endda en radikal minister, som er godt i gang med at myrde store dele af humaniora, fordi det ikke forventes at kunne betale sig i fremtiden. Naturligvis var den klassiske dannelse også en klassemarkør, men den rummede den værdi, at den forstod nutiden i lyset af fortiden og det fællesmenneskelige gennem tiderne og dermed en mytologisk forståelse af mennesket som individ i et fællesskab.

Det er i dette lys, at man skal vurdere Mads Holgers indtræden på den politiske arena. På sin vis er han et opgør mod den herskende materialisme både til højre og venstre i Folketingssalen. Han er også et oprør mod middelklassenormerne og kontrolsamfundet. Derfor er han meget velkommen – naturligvis også for en gammel venstreanarkist som undertegnede. Så kan vi tage et slagsmål om den økonomiske fordelingspolitisk og den nuværende globale røverkapitalisme en anden gang.